Flid, fedt og snyd i finansbranchen

Tårnhøje lønninger bedøver den amerikanske finansverdens ansatte, så de går på kompromis med deres værdier.

For nylig spurgte nogle studerende mig, om det var muligt at tjene til dagen og vejen i finansverdenen uden at gå på kompromis med sine værdier. Jeg blev nødt til at svare nej.

Finansverdenen beskæftiger mange hæderlige og retskafne mennesker, men de arbejder i et system, der i bund og grund kompromitterer folks moral. Den høje løn er som et bedøvelsesmiddel, der betyder, at man ikke kan mærke, at man bliver demoraliseret. Men det er ikke det eneste. Mange ærlige mennesker, som arbejder i finansverdenen, ville erklære sig enige i en endnu mere ekstrem udtalelse: Det er svært at skabe sig en levevej lovligt i finansverdenen.

Udgangspunktet for al investering er at komme et skridt foran andre, mens lovgivningen om værdipapirer forudsætter, at alle investorer skal have de samme oplysninger straks. Den slags vil da helt sikkert føre til misbrug. Jo hårdere kapitalforvaltere, børshandlere og analytikere skal arbejde for at skaffe oplysninger, der giver dem et forspring, jo mere sandsynligt er det, at nogle af dem vil overskride en juridisk grænse.

For nylig behandlede forbundsdomstolen i Manhattan en sag om insiderhandel. Michael Koulouroudis erkendte sig skyldig i at have investeret på basis af hemmelige tips fra en medarbejder i storbanken UBS AG ved navn Nicos Stephanou. Sidstnævnte har erkendt sig skyldig i samme sag. Forud for alt dette satte en føderal storjury Joseph Contorinis, tidligere kapitalforvalter i investeringsselskabet Jefferies Paragon Fund, under tiltale for sin rolle i sagen.

Folk, der udefra følger sagen om insiderhandel, som højtplacerede personer fra hedgefonden Galleon er sigtet for, spekulerer muligvis på, hvordan de implicerede kunne være så tåbelige. Nu var det måske heller ikke det smarteste at give den centrale person i netværket tilnavnet Octopussy. Men at insiderhandlere danner netværk for at udveksle oplysninger skyldes ikke, at de er dumme. Årsagen er, at så få kapitalforvaltere klarer sig bedre end markedsgennemsnittet over en tidshorisont.

På et effektivt marked er der kun et vist afkastpotentiale. Incitamentet til at skabe et vist kunstigt afkast er meget stort. De, der bøjer reglerne med succes, scorer en pæn gevinst, hvilket yderligere presser andre finansaktører til at skubbe de udflydende grænser for et lovligt informationsflow.

Spørgsmålet er, om det var det, der skete, da 3Com Corp.'s beholdning af købsoptioner steg til det højeste niveau siden september 2007, før Hewlett Packard Co. meddelte, at koncernen ville købe 3Com, der producerer computernetworking-udstyr, for 2,7 mia. dollars (knap 14 mia. kr.).

Investorer udvikler også en ”os imod dem”-tilbøjelighed til at snuse rundt for at tackle virksomhedsledere, der snakker udenom. I finansverdenen plapres der i vidt omfang ud i vrede over et eller andet oprørende, som en virksomhed med en overvurderet aktie har foretaget sig.

De, der får et tip, ser ikke noget forkert i at bruge oplysningerne, uanset hvordan de kom til dem. De føler, at de retter op på et område, der er skævvredet på grund af løgnagtige virksomhedsledere, der hjælpes og bistås af kyniske investeringsbankfolk og slappe analytikere, der (stadig) gør, hvad de får besked på, af hensyn til deres karriere.

Derudover føler de ”tunge” kapitalforvaltere sig berettigede til endnu mere information i kraft af indflydelse: det første telefonopkald fra analytikere; et forvarsel om, at en sælger mener, at en nedvurdering af en aktie måske er nært forestående; forrang i en højtprofileret bankaftale. Det er regulær økonomi. Det siger sig selv (fordi det ikke kan erkendes offentligt), at de millioner af dollars, som en institutionel kunde omsætter for med en investeringsbank, betyder, at vedkommende vil blive behandlet langt bedre end en lille kunde.

De bedre finansrådgivere forsøger at kompensere for dette skæve system med kreativitet og stolthed i den måde, hvorpå de arbejder for deres kunder. De modstår presset fra deres arbejdsgivere til kun at sælge produkter, fordi de er indbringende.

De har et andet, større problem - nemlig det, som de store institutioner har. Markedet rummer nu engang kun en vis afkastmulighed, og på den front konkurrerer de med alle andre. Mængden af personer, der forsøger at tjene på investorafkast, smadrer aktionærers potentielle fortjeneste.

Det er denne problemstilling, der afføder så stort et pres om at krydse den lovlige grænse.

Investeringsbankerne er ofre for deres egen succes og har forværret situationen i alvorlig grad ved at lade sig børsnotere og efterfølgende påtage sig at tjene alt for mange herrer for at ”sprede” indtjeningen: institutionelle kapitalforvaltere, detailinvestorer, investeringsbankkunder, kunder, der efterspørger prime brokerage-ydelser, f.eks. hedgefonde, investeringsselskaber, der f.eks. investerer i virksomheder, deres egne kapitalforvaltningsafdelinger og selvstændige børshandlere.

Det er næsten umuligt for ansatte i investeringsbanker at betjene alle disse kunder - hvis interesser er modstridende - mens de udfører deres egentlige job: at leve op til de forventninger, som deres bankers investorer har til den kvartalsvise indtjening.

Hvis bankerne blev opsplittet og tvunget til at vende tilbage til at være privatfinansierede interessentskaber, kunne man måske mindske det system, der giver alle parter et incitament til at snyde.

Selv i det yderst tvivlsomme tilfælde, at det skulle ske, ville der stadig ikke være afkastmuligheder nok. Så længe det at arbejde i finansverdenen er det mest prestigefyldte og økonomisk indbringende job i USA, vil alt for mange munde stille hver morgen for at blive mættet.

Jeg sporer en antydning af forandring i luften. Unge, der gik ud af gymnasiet for at importere kunsthåndværk fremstillet af kvindelige krigsflygtninge i Sudan, bliver set på med misundelse af unge bankfolk, der træller 80 timer om ugen med regneark. Det er en udvikling, der bør fremmes.

Forhåbningsfulde unge bankfolk og hedgefondforvaltere - læg jer dette på sinde: Jo flere af jer, der vælger at importere kunsthåndværk fra Sudan, jo nemmere bliver det for resten af jer at tjene til dagen og vejen lovligt i finansverdenen. •

Oversættelse:

Anna Marie Andersen

BRANCHENYT
Læs også