Ledelse i krisetid

Morgenavisen Jyllands-Posten fokuserer på aktuelle emner om ledelse. Denne gang handler det om ledelse i krisetid.

Ændrer ledelsesopgaven karakter i krisetid?

Omkostningsreduktioner og forandringer er ofte helt nødvendige i krisetid, men det betyder ikke, at ledelsesopgaven på en fundamental måde ændrer karakter. Det er klart, at man som leder oplever mange flere svære dilemmaer, og det kan opleves udfordrende at have ansvaret for at give ubehagelige meldinger til omgivelserne. Ledelsesopgaven består dog stadig af at vise lederskab, motivere, indgyde håb for fremtiden og så at være menneskeleder her-og-nu i hverdagens beslutninger. Hvis en leder mener, at alt er ændret i krisetid, at man skal følge "de 10 bud for kriseledelse", og at alle andre hensyn er sat ud af kraft, er jeg uenig. Som altid er det vigtigt at være synlig, sætte kursen og kommunikere klart.

Hvad er efter din mening opskriften på god kriseledelse?

En velfortjent optur hviler på en strategisk og taktisk prioritering. Det samme gælder for ledelsen af en nedtur. Ledelsen mister muligheden for at differentiere virksomheden, hvis den blot bliver slave af tallene, når det gør ondt. Meldinger i stil med "10 pct. nedskæring på alle konti" er i min bog en falliterklæring. Omkostningsreduktion må hvile på et ledelsesmæssigt skøn ud fra fakta, og vurderingen må naturligt inddrage et fokus på morgendagen. Det er ikke godt nok at barbere omkostningerne for at overleve næste bestyrelsesmøde. Ledelsen skal naturligvis argumentere for at sikre de lønsomme forretningsmuligheder i fremtiden.

Giver krisen mere succes til hårde lederprofiler end bløde lederprofiler?

Man kan sagtens hylde de såkaldt bløde værdier og være en fremragende leder i krisetid. Det er en misforståelse, at man er omsorgsfuld, hvis man ikke giver en kontant feedback til sine medarbejdere. Det gælder både i optur og nedtur, at man får et bedre klima på arbejdspladsen, hvis man kalder en spade for en spade. Hvis man har defineret nogle mål, så har man også defineret, hvilke data der beskriver målopfyldelsen. Det skal man fokusere på til hver en tid. Faktabaseret ledelse sparer os for mange forviklinger og misforståelser, og fakta giver os rummet til at balancere ledelsesopgaven mellem det "bløde" og det "hårde". Vi skal have en holistisk tilgang til medarbejderne - både for deres og virksomhedens skyld.

Skaber krisen en mere lukket ledelsesstil?

Nogen trækker helt sikkert i en mere forsigtig, indelukket retning, når krisen raser, men jeg tror, at det er farligt på den lange bane. Det er et fælles vilkår, at vi skal have mere ud af mindre, og det kræver om noget kommunikation og åbenhed. Jeg mener, at det er vigtigt, at vi involverer så meget som overhovedet muligt under hensyntagen til virksomhedens og den enkeltes ve og vel. Fortæl hvad der er at fortælle og fortæl også, hvad det ikke er muligt at fortælle. Især de nye generationer, som vokser op i en online-verden, vil helt naturligt forlange at få en forklaring og træffe beslutninger i en sammenhæng, som de kan forstå.

Kan god ledelse gøre en forskel i krisetid?

Ja, helt afgjort. Det er jo netop lederskab, der gør det muligt at bygge en gylden fremtid i krisetid. Det kræver skarp analyse og konsekvent eksekvering. Netop her ved overgangen til 2010 er det muligt at investere billigt, og de dygtigste virksomheder skaber sig lige nu en platform for en fremtidig succes. Det er nu, at man for alvor kan gøre sin virksomhed klar til tiden efter krisen. Virksomheder kan forberede sig til at ændre fremtidens konkurrencemæssige landskab med teknologispring, nye forretningsmodeller og kompetenceudvikling. Men det kræver ledelse, som fremelsker handlekraft, innovation, kundefokus og tænkning langt ud af boksen.

BRANCHENYT
Læs også