Illum-ejendom på tvangsauktion

Taget er utæt og varmecentralen er forældet. Alligevel er der gæld i ejendommen for 583 mio. kr.

Illums Bolighus holder udsalg i mere end én forstand for tiden.

Mens det eksklusive møbelhus som en del af juleudsalget sælger arkitekttegnede møbler og lamper med store rabatter, er selve bygningen på Strøget i København netop kommet på en tvangsauktion, der kan blive historiens største for en enkelt ejendom.

Ejendommen fra 1877 er i dag placeret i selskabet I/S Amagertorv 10, der ejes af Joacim Bruus-Jensen, der tidligere i år gik konkurs med sine selskaber i JBJ-koncernen og direktøren i Illums Bolighus, Henrik Ypkendanz.

Ligesom i så mange andre nødlidende erhvervsejendomme står BRFkredit også forrest blandt kreditorerne, når det gælder Illums Bolighus-ejendommen.

Realkreditinstituttet har 272 mio. kr. til gode i ejendommen og har ikke fået betaling for de seneste to terminer. BRF har derfor begæret tvangsauktionen, som ifølge en bekendtgørelse i Statstidende skal finde sted i Fogedretten i København den 15. januar kl. 13.

Ejendommen havde ifølge den seneste offentlige ejendomsvurdering en værdi på 339 mio. kr., og er blandt andet forsynet med en uopsigelig lejeaftale med Illums Bolighus.

Aftalen gælder frem til 2010 og indbringer i år omkring 17 mio. kr., hvilket langt fra er nok til at afdrage den samlede gæld i ejendommen, hvor der er tinglyst gæld for 583 mio. kr.

Ejendommen rummer knap 10.000 kvadratmeter fordelt på fem etager, og trænger ifølge bekendtgørelsen i Statstidende til vedligeholdelse.

Glastaget er for eksempel utæt flere steder og det gamle dampvarmeanlæg trænger til at blive skiftet ud.

BRANCHENYT
Læs også