Det kan være problematisk at sælge sparekassers garantbeviser til børn, viser tre afgørelser fra Pengeinstitutankenævnet. Det sker dog fortsat.
Børn og unge får stadig tilbudt at købe garantbeviser i sparekasser til f.eks. børneopsparinger.
Det sker på trods af, at det fortsættende selskab efter den nu hedengangne sparekasse Spar Mors har tabt tre sager i Pengeinstitutankenævnet omkring netop salg af garantbeviser til mindreårige.
I alle de tre tilfælde var rådgivningen omkring salget af garantbeviserne for dårlig - derfor faldt ankenævnets afgørelse ud, så de unge bankkunder skal have de tabte penge tilbage.
Det kan da også være ganske kompliceret at forklare opbygningen af sparekasses kapitalstruktur - og om risikoen for at tabe pengene til en mindreårig.
Men det var ikke desto mindre, hvad man havde forsøgt i Spar Mors i flere tilfælde.