Obligationer: Ses marginalt højere på stille dag

Det danske obligationsmarked ventes onsdag at åbne marginalt højere, mens de europæiske aktiemarkeder ventes at åbne med små uensartede udsving.

Aktiviteten ventes at være lav, idet en lang række af markedsdeltagerne holder fri mellem jul og nytår. Der vil onsdag være lidt fokus rettet mod det regionale erhvervstillidsbarometer fra Chicago.

Den tyske 10-årige bund future ligger onsdag morgen 0,06 procentpoint højere i kurs 121,55 og indikerer dermed en svagt positiv åbning på det danske obligationsmarked.

Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, lukkede tirsdag 0,01 point lavere i kurs 103,08 med en effektiv rente på 3,61 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-38'erne 0,03 point lavere i kurs 93,10 med en effektiv rente på 4,67 pct.

Onsdag morgen ligger den tiårige amerikanske statsobligation 3/32 point højere i kurs 96 19/32 i Asien. Tirsdag lukkede obligationen 10/32 point højere i kurs 96 16/32 med en effektiv rente på 3,80 pct. Den 30-årige T-bond lukkede 26/32 point højere i 95 24/32 med en effektiv rente på 4,63 pct. Den toårige lukkede 12/32 point højere i kurs 99 12/32 med en effektiv rente på 1,08 pct.

Der kommer også tal for boligpriserne i Spanien i tredje kvartal, som ventes at vise et fald på 2,5 pct. sammenlignet med et fald på 0,4 pct. i kvartalet forinden. På årsbasis ventes boligpriserne at være faldet med 9,3 pct. i tredje kvartal.

De italienske producentpriser offentliggøres for november og ventes at vise en fremgang på 0,3 pct. sammenlignet med en nulvækst i oktober. På årsbasis ventes producentpriserne at vise et fald på 3,5 pct. i forhold til et fald på 6,1 pct. i oktober.

Eurostat er aktuel med pengemængden M3 for eurozonen i november, og det er en opgørelse som med lange mellemrum kommer i søgelyset grundet abnorme udsving. Økonomerne venter en stigning på 0,9 pct. i november i forhold til en stigning på 1,6 pct. måneden forinden.

Det amerikanske regionale erhvervstillidsbarometer for Chicago offentliggøres kl. 15.45, og selvom det er tale om et af de mere svingende nøgletal, så kan det give et praj om udviklingen i det vigtige nationale erhvervstillidsbarometer fra ISM-instituttet. Økonomerne venter et mindre fald til 55,1 i december i forhold til 56,1 i november.

De ugentlige amerikanske olielagre offentliggøres afslutningsvis kl. 16.00 og store overraskelser kan give en effekt på olieprisen.

BRANCHENYT
Læs også