Vestas får polsk ordre på 96 MW

Vestas har fået en ordre på levering af 48 V90-2.0 MW-vindmøller til flere forskellige steder i Polen.

Foto: Ilan Brender

Ordregiveren er det tyske selskab Prokon. Kontrakten omfatter levering, installation og idriftsættelse af vindmøllerne samt en VestasOnline Business SCADA-løsning.

- Denne nye kontrakt med Prokon er en meget vigtig ordre for os, og vi glæder os over, at Prokon har besluttet at gennemføre deres første projekter i Polen sammen med Vestas, siger Klaus Steen Mortensen, President for Vestas Northern Europe.

Levering af møllerne vil finde sted i løbet af 2010 til 2012 og påvirker derfor ikke forventningerne til indeværende år.

- Vi har i mange år haft et succesrigt samarbejde med Vestas på det tyske marked, så for os er det kun naturligt også at vælge Vestas som partner til vores første projekter i Polen, udtaler Carsten Rodbertus, adm. direktør for Prokon.

Prokon har mere end 15 års erfaring som developer, investor og ejer af vindkraftprojekter. Prokon har på nuværende tidspunkt installeret i alt 234 vindmøller fordelt på 32 vindmølleparker i Tyskland. Udover vindenergi er Prokon ligeledes aktiv inden for biobrændsel og investeringer i vedvarende energi.

BRANCHENYT
Læs også