Dramatisk valg om magten

Tidligere Tryg-ansat nægtet opstilling til repræsentantskab.

En tidligere medarbejder i koncernen TrygVesta er blevet afvist som kandidat til repræsentantskabet i TryghedsGruppen, der er storaktionær i TrygVesta.

Den 44-årige Henrik Tølbøll forlod TrygVesta i 2006 og havde i løbet af dette efterår samlet det nødvendige antal stillere, så han kunne stille op til valget af 21 kandidater i Hovedstadsregionen. TryghedsGruppen afviste imidlertid hans kandidatur, fordi man mener, at vedtægterne udelukker tidligere medarbejdere fra at stille op.

Henrik Tølbøll ville have gået til valg på et krav om at få opløst TryghedsGruppen og få udloddet selskabets milliardformue til kunderne i TrygVesta og Nordea Liv & Pension og har siden forgæves klaget over at være blevet afvist:

»Jeg læser vedtægterne sådan, at forbuddet mod at stille op kun gælder for tidligere direktører i Tryg. Derudover mener jeg, at det er en hån mod medarbejderne, at de aldrig nogensinde skal kunne stille op - om der så går 50 år fra deres afsked med Tryg.«

Han begrunder bl.a. sin modstand mod TryghedsGruppens eksistens med, at bestyrelsen har investeret i fitnesskæden SATS.

»Jeg kan ikke se fornuften i den investering, og desuden kan jeg ikke se, hvorfor forsikringstagerne ikke selv skal administrere deres formue,« siger Henrik Tølbøll.

Objektiv fortolkning


Direktør i TryghedsGruppen, Lennart Meineche, forklarer, at modstanden mod Henrik Tølbølls kandidatur udelukkende hviler på en objektiv fortolkning af vedtægterne.

»Man har ikke ønsket, at tidligere medarbejdere kunne blive valgt ind, fordi man vil søge så bred en udefrakommende repræsentation som mulig,« siger Lennart Meineche.

Siden 2007 er flere andre modstandere af TryghedsGruppens ledelse blevet valgt til repræsentantskabet ved valg i Midtjylland og Nordjylland, og talsmanden for oprørsbevægelsen Trygsagen, Jørn Astrup Hansen, er lige så overrasket over afvisningen af Henrik Tølbøll som kandidaten selv.

»Jeg mener ikke, at nogen kritisk læser kan læse teksten på samme måde som TryghedsGruppen, og jeg mener i det hele taget, at hele forløbet omkring valghandlingen afslører, at valgbestyrelsen har gjort alt, hvad den kan, for at undertrykke forsikringstagernes ønske om en fair valghandling,« siger Jørn Astrup Hansen. •

BRANCHENYT
Læs også