Torsdagen bød på et lille rentefald

De danske obligationskurser lukkede torsdag lidt højere, mens de store europæiske aktiemarkeder lå lavere ved dansk lukketid. De danske aktier gik mod strømmen. Tyske og europæiske nøgletal sendte blandede signaler til investorerne, mens Nationalbanken herhjemme valgte at sænke renten.

Nationalbanken valgte torsdag at sænke Udlånsrenten med 0,05 procentpoint til 1,15 pct. Renten på indskudsbeviser og foliorenten blev ligeledes nedsat 0,05 procentpoint til henholdsvis 0,90 pct. og 0,80 pct. Diskontoen blev fastholdt på 1,00 pct. Rentesænkningen kommer, efter at valutareserven for december tirsdag viste en stigning på 5,7 mia. kr. til 389,1 mia. kr.

»Rentenedsættelsen sker på baggrund af køb af valuta i markedet. De korte markedsrenter i euro er meget lave, og spændet til de tilsvarende danske renter giver en tendens til styrkelse af kronen,« forklarede banken.

Danmark Statistik fremlagde novembers opgørelse over arbejdsløsheden, som steg til 4,4 pct. fra 4,2 pct. måneden før. Det var dog som ventet. Det svarer til, at ledigheden steg med 5.000 personer, og det skubbede det samlede antal af ledige personer op på 122.700.

Der kom torsdag eftermiddag salgstal fra flere amerikanske detailkæder, hvilket blev en positiv overraskelse. Især detailkæden Sears overraskede, og aktien steg efterfølgende 12 pct.

Der kom tal for den økonomiske tillidsindikator i de 16 eurolande. Tillidsindikatoren steg til 91,3 i december fra 88,8 i november. Det var niende måned i træk med stigninger, og stigningen overraskede analytikerne, som kun havde ventet en stigning til 90,0.

De tyske fabriksordrer viste en stigning på 0,2 pct. i november på månedsbasis. Det var markant mindre end de 1,5 pct., som analytikerne havde sat næsen op efter.

Bank of England var torsdag aktuel med rentemøde, og her valgte centralbanken at fastholde sin styrerente på de nuværende 0,5 pct. Centralbankens aktiv-opkøbsprogram blev fastholdt på 200 mia. pund...

BRANCHENYT
Læs også