Obligationer: Fokus på amerikanske jobtab

Det danske obligationsmarked lukkede fredag uensartet. I timeren efter offentliggørelsen af den amerikanske jobmarkedsrapport var der dog store udsving og høj aktivitet.

Rapporten viste, at den amerikanske økonomi tabte 85.000 job, og det skuffede markedet, hvilket kort efter sendte obligationskurserne højere og aktierne lavere.

- Obligationsmarkederne var præget af den skuffende amerikanske jobmarkedsrapport, som sendte kurserne op og renterne ned. Effekten aftog dog, og det er som om, at markedet er meget fokuseret på de kommende renteforhøjninger fra den amerikanske centralbank, til trods for, at vi i onsdags fik nogle meget due-prægede indikationer fra rentemødereferatet fra USA, udtalte chefanalytiker hos Nordea Johnny bo Jakobsen til RB-Børsen.

Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, lukkede fredag 0,7 point lavere i kurs 102,93 med en effektiv rente på 3,63 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-38'erne 0,16 point højere i kurs 93,31 med en effektiv rente på 4,65 pct.

Den amerikanske økonomi tabte 85.000 job i december, hvilket skuffede markedet, som havde ventet 0. November måneds nettojobskabelse blev revideret op fra minus 11.000 til plus 4.000. Til gengæld blev tallet for oktober nedrevideret til minus 127.000 fra minus 111.000.

Den amerikanske arbejdsløshed i december lå uændret på 10,0 pct. fra måneden forinden. Det samme gjorde den gennemsnitlige arbejdsuge, som endte på 33,2 timer. Begge tal var helt på linje med analytikernes forventninger.

- Selvom arbejdsløshedsprocenten på 10,0 pct. var på linje med markedsforventningerne, så er det dog underliggende et svagt tal, fordi det dækker over, at arbejdsstyrken blev mindsket med 661.000 personer, og at beskæftigelsen faldt med 589.000 personer. Derudover steg arbejdsløsheden til 17,3 pct. fra 17,2 pct. måneden før, hvis deltidsansatte og personer, der har opgivet at finde et arbejde, regnes med. Til gengæld steg antallet af personer på korttidskontrakter for femte måned i træk, hvilket er positivt, da det ofte er en ledende indikator for arbejdsmarkedet, sagde chefanalytiker Johnny Bo Jakobsen til RB-Børsen.

Jobmarkedsrapporten satte også sine spor i valutamarked, hvor den amerikanske dollar kort efter offentliggørelsen blev svækket, da de dårlige tal lagde en dæmper på forventningerne om højere amerikanske renter. Effekten tog dog lidt af senere, men ved lukketid kostede en euro 1,4326 dollar, og dermed var dollaren svækket en anelse.
..

BRANCHENYT
Læs også