Finansfokus - torsdag

Oversigt for de vigtigste finansbegivenheder torsdag den 14. januar:

Investorerne i FLSmidth og D/S Norden vil torsdag kigge mod Storbritannien, hvor den britiske minegigant Rio Tinto, som er kunde hos begge de danske selskaber, kommer med produktionstal for fjerde kvartal. Det sker forud for selskabets årsregnskab den 11. februar. De fem største globale mineselskaber har alle øget deres investeringer de seneste par måneder, hvilket øger potentialet for flere ordrer hos FLSmidth.

Franske Stallergenes, som er direkte konkurrent til danske ALK Abello med allergivaccinerne, er aktuel med en markedsopdatering. I regnskabet for tredje kvartal skrev Stallergenes, at driftsindtjeningen er tæt på niveauet med 2008. Stallergenes venter en bedre omsætningsvækst for helåret på 10 pct. eller lidt mere.

Vi bliver i Frankrig, hvor Carrefour, som er Europas største detailkæde, kommer med salgstal for fjerde kvartal og helåret. I forbindelse med halvårsregnskabet fastholdt Carrefour helårsforventningerne om en driftsindtjening på 2,7-2,8 mia. euro. Omsætningen var i første halvår i 2009 faldet med 1,6 pct. i forhold til i 2008.

Den franske spirituskoncern Pernod Richard er aktuel med en markedsopdatering for første halvår. Den 12. januar hævede finanshuset Credit Suisse sin anbefaling på Pernod Richard til "neutral" fra "underperform", da det besværlige forretningsmiljø begynder at lette fra spiritusmarkedet.

Den amerikanske mikrochipproducent Intel kommer med regnskab for fjerde kvartal, hvilket er kendetegnet som en af IT-sværvægterne i den amerikanske regnskabssæson og dermed har potentialet til at påvirke markedsstemningen på de globale finansmarkeder. Generelt kan Intels tal give en indikation for erhvervslivets og forbrugernes investeringer i IT-branchen, hvilket giver regnskabet ekstra opmærksomhed. Forventningerne er skruet i vejret, idet Intel selv kom ,ed positive forventninger til fjerde kvartal i forbindelse med den seneste regnskabspræsentation. Intel venter, at bruttomarginalen vil stige til 62 pct., mens omsætningen ventes at lande på 9,7-10,5 mia. dollar. Ifølge den seneste rundspørge foretaget af Bloomberg News, venter analytikerne en EPS-indtjening på 0,45 cent pr. aktie i fjerde kvartal.

På makrosiden vil den største opmærksomhed rette sig mod tallene for det amerikanske detailsalg for december, som offentliggøres kl. 14.30. Tallene vil blive afventet med spænding, da det vil vise om detailsalget og dermed forbrugerne har holdt snuden oven vande i den kraftigt stigende arbejdsløshed. Forbruget er en afgørende faktor for væksten i samfundet. I oktober og november tiltog bekymringerne for, at julehandlen var holdt oppe af et fremskyndet julesalg med tilbud fra de bekymrede amerikanske detailgiganter. Økonomerne venter, at salget eksklusiv biler er steget med 0,3 pct. i december.

Der kommer også amerikanske tal for de nye ugentlige ansøgere af arbejdsløshedsunderstøttelse, som ventes at vise en marginal stigning til 435.000 personer i forhold til 434.000 personer ugen forinden.

Afsluttende er Den Europæiske Centralbank aktuel med rentemøde med annoncering kl. 13.45, mens centralbankchef Juan-Claude Tricht vil tale fra kl. 14.30. Økonomerne venter ikke at der kommer nye meldinger fra denne front, hvorfor der er lagt til, at rentemødet lidt bliver en non-event.

BRANCHENYT
Læs også