Yahoo støtter Google-kritik

Den amerikanske søgeportal Yahoo støtter Google i selskabets slet skjulte kritik af Kina for at udspionere og censurere.

Det blev i weekenden mødt med rasende kritik af den kinesiske gigant inden for e-handel, Alibaba, som driver sin virksomhed i samarbejde med Yahoo.

»Alibaba Group har kommunikeret til Yahoo, at Yahoos erklæring om, at det "ligger på linje med" Googles position fra sidste uge, er uforsvarlig, eftersom beviserne mangler,« siger selskabet.

Google meddelte i sidste uge, at det ikke længere vil censurere sin søgemaskine i Kina, som myndighederne kræver. Samtidig truede Google med at trække sig helt ud af Kina og henviser til, at det har været udsat for elektronisk spionage. Det samme skal gøre sig gældende for en snes andre store virksomheder, heriblandt formentlig Yahoo.

Yahoo ejer 39 pct. af Alibaba, og en talskvinde for den amerikanske søgeportal siger, at virksomheden hilser Googles reaktion velkommen.

»Yahoo vil stå fast på at beskytte menneskerettighederne og tager vores brugeres privatliv og sikkerhed meget alvorlig,» siger talskvinden.

BRANCHENYT
Læs også