HK splittet om 50 procent-regel

Der er intern uenighed i HK om den omstridte 50 procent-regel.

Mens den ene afdeling truer med storkonflikt, nægter den anden at tale om et ultimativt krav.

- HK/Privat har sat alt ind på at få fjernet den omstridte 50 procent-regel ved de igangværende overenskomstforhandlinger. Men kollegerne i HK/Handel er anderledes afdæmpede.

- Der er den forskel, at den ikke betyder så meget for os, som den gør for HK/Privat, siger Jørgen Hoppe, der er formand for HK/Handel, til DR Nyheder.

HK/Privats formand Karin Retvig har flere gange slået fast, at hun vil anbefale medlemmerne at stemme nej til det endelige mæglingsforslag med nye overenskomster for omkring 600.000 privatansatte lønmodtagere, hvis forslaget ikke indeholder en afskaffelse af 50 procent-reglen.

Men det krav står HK/Privat alene med. Ikke engang kollegerne i HK/Handel er med.

- Jeg bryder mig ikke om at bruge ordet ultimativt. Vi ser på helheden, når vi er færdige, siger formand Jørgen Hoppe, med henvisning til, om han i sidste ende vil anbefale sine medlemmer at stemme ja eller nej.

Jørgen Hoppe understreger, at 50 procent-reglen for HK/Handels vedkommende både kommer efter krav om højere løn og forbedrede regler om arbejdstid.

Med udmeldingen fra HK/Handel bliver Karin Retvig tvunget til at slække på det ultimative krav, mener professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

- Hun er sat under pres internt på lønmodtagersiden. Hun bliver nødt til at fire på kravet om at få afskaffet reglen helt nu. Så må man tage andre krav ind, som man kan få igennem hos arbejdsgiverne, siger Henning Jørgensen til DR Nyheder.

Men HK/Privats formand vil ikke slække på sit ultimative krav. Karin Retvig siger, at hun har stor respekt for HK/Handels topprioritet om højere mindsteløn.

I stedet hæfter hun sig ved, at kravet om afskaffelse af 50 procent-reglen trods alt også er med.

- Så vi er ikke uenige. Men det er jo helt åbenlyst, at det er utroligt vigtigt for HK/Handel med mindstelønnen, siger Karin Retvig...

BRANCHENYT
Læs også