Næste mand i Japans svingdør

UDSKIFTNING Seks finansministre på 18 måneder og et alvorligt problem med deflation. Måske er den senest udnævnte finansminister i Japan, Naoto Kan, løsningen på landets årtier lange krise.

Hiroshisa Fujii, 77, har altid levendegjort Japans problem med et dalende befolkningstal.

At han overhovedet kom i betragtning til at blive finansminister, understreger manglen på energisk lederskab, som er nødvendig for at puste nyt liv i en økonomi, der har underpræsteret i 20 år. Og nu minder hans alt for tidlige fratræden os om, hvorfor Japans krisetilstand fortsætter. Var der nogen, som sagde ”tabt årti” nr. 3?

Lad os ikke skyde alt for meget af skylden på Fujii: hans helbred er dårligt. Faktum er dog, at Japan mangler en række beslutningstagere, der kan tackle deflationsproblemet. For nylig blev Naoto Kan Japans sjette finansminister på 18 måneder. Da han kun har lidt erfaring med finanspolitik, er det bedste, vi kan sige om Kan, at han er 63 år.

Det er ikke aldersdiskriminerende at pege på uligheden mellem valget i august i Japan og det økonomiske team, som premierminister Yukio Hatoyama valgte. Valget markerede et generationsskifte, hvor utilfredse yngre vælgere satte en stopper for de liberale demokraters 50 år lange regering. Gennemsnitsalderen for den nye regering var 48 sammenlignet med 55 for den forrige.

Hatoyamas første team, der blev udpeget til at styre den 4,9 bio. dollars store økonomi, bestående af Fujii og økonomimister Shizuka Kamei, som var 72 år, da han blev udnævnt til posten, havde tilsammen en gennemsnitsalder på 74,5 år. Og dog handler det mere om deres erfaring end om deres alder.

I USA ville jeg f.eks. have foretrukket den 82-årige Paul Volckner, der er tidligere direktør for den amerikanske centralbank, frem for den 48-årige Timothy Geithner som finansminister. Fujii og Kamei hoppede af til fordel for Japans Demokratiske Parti efter årtier i det trætte parti, der blev besejret. Men hvis det er ”forandring”, så burde embedsmændene i Tokyo konsultere en ordbog.

To årtier med minimal vækst er en nyttig målestok. I forrige måned kunne man fejre 20-årsdagen for aktieindekset Nikkeis bedste resultat nogensinde: 38.915. I dag ligger Nikkei-indekset på mindre end en tredjedel af dette rekordresultat, og bruttonationalproduktet er det laveste siden 1991 - ekskl. prisregulering. Mens deflationen intensiveres, mangler Japan konventionelle værktøjer til at standse den.

Der mangler nytænkning, og det er måske netop det, som Kan repræsenterer. Hans anseelse steg i tiden som sundhedsminister i 1990'erne, da han afslørede institutionens medvirken til, at 5.000 japanere pådrog sig hiv via forurenede blodprodukter.

Han er dygtig til at fravriste bureaukraterne magt, og det er vigtigt for Japans fremtidsudsigter.

Oddsene for, at Kan bliver økonomisk individualist, er små. Han har ikke den samme aggressive tilgang til underskud, som Fujii havde, og blandt økonomerne i Tokyo går der rygter om, at politikker, der involverer offentlige arbejder, som tidligere skabte den største statsgæld i den industrialiserede verden, er på vej tilbage.

I år er det 20 år siden Japans økonomiske boble bristede. Indtil nu har alle bebrejdet Yasushi Mieno, den daværende direktør for den japanske centralbank, for, at han lod renten stige for meget. Men den virkelige årsag til, at boblen bristede, var uholdbare priser på aktier og fast ejendom samt en vildledt tro på, at Japans boom var ustoppeligt.

Japan står i år til at miste sin titel som verdens næststørste økonomi, og Kina forventes at indfinde sig på pladsen bag USA. Den psykologiske effekt, det vil få på japanske politikere og forbrugere, får ikke den opmærksomhed, den fortjener.

Svingdørsscenariet omkring Japans økonomiske lederskab giver heller ikke ligefrem anledning til tiltro. Det giver knap nok mening for kollegerne i G7 eller G20 at lære navnet på Japans seneste finansminister. Hvorfor prøve, hvis han alligevel ikke bliver ret længe?

Der er kun få lande i Asien ud over Japan, for hvem det er mere vigtigt, hvordan resten af verden ser på det. Og dog tænkes der ikke meget over, hvordan de konstante udskiftninger blandt lederne tager sig ud i udlandet. Prisen for den manglende kontinuitet betales også hjemme i Japan. Så snart en ny økonomisk leder er sat ind i tingene, og staben har tilpasset sig, så er han væk igen.

Svingdørspolitik gør Japans største udfordringer endnu mere uoverkommelige. De omfatter at nedbringe gælden, at få understøttet det nationale pensionssystem, at øge produktionen samt at sætte fødselsraten op, så Japan i fremtiden kan forsørge en aldrende befolkning og konkurrere mod Kinas og Indiens massive økonomiske kræfter.

Hver af disse opgaver er herkulisk, selv i gunstige tider, når Japans opgaveorienterede bureaukrater tages i betragtning. Er bruttonationalproduktet svagt i Hikkaido? Så byg et par store dæmninger. Stiger arbejdsløsheden i Osaka? Så hjælper et par nye motorveje. Føler befolkningen i Okinawa sig udenfor? Værsgo - et stort broprojekt, som kan bevare freden.

Det, de ikke er gode til, er at forkaste en forældet økonomisk model. Regeringen kan udstede al den nye gæld de vil, men det er en kortsigtet løsning, som afviger fra, hvor Japan ønsker at være om 10 år. Det ved husstandene, og deres mangel på tiltro til fremtiden forklarer, at forbruget står stille.

Den manglende markedsreaktion på Fujiis fratræden fortæller en advarende historie. Investorer slog det hen, fordi de er vant til den slags fratrædelser. Til stede synes også at være en dynamik, hvor man er mere passiv og inaktiv, når det gælder Japan.

Japans økonomi er alt andet end irrelevant. Landet er hjemsted for Asiens største aktie- og obligationsmarkeder og har regionens vigtigste internationale valuta. Størrelse er dog stadig ikke en garanti for, at investorer forsat forbliver aktive i en økonomi, der har taget 20 år, og vi tæller stadig, om at rette sig.

BRANCHENYT
Læs også