Selskaber på vej med gyldne tal

Fyringer og besparelser sikrer børsselskaber store overskud i 2009, men omsætningen halter.

De kommende ugers årsregnskaber fra de danske virksomheder bliver et triumftog.

Nedskæringer, fyringer og effektiviseringer betyder, at de fleste af dem kan præsentere flotte overskud i de kommende uger.

Men det er alt sammen en historie om 2009, og nu kan der ikke spares meget mere. Skal fremgangen fortsætte det næste år, kræver det vækst og højere omsætning, og det er straks mere usikkert, om det lykkes, fremgår det af Sydbanks Aktietema om forventninger til den kommende regnskabssæson, som offentliggøres i dag.

Så langt er aktieanalytikerne i Sydbank og Jyske Bank enige. Men de er til gengæld uenige om kursudviklingen i 1. halvår. Sydbank mener, at markedet har undervurderet den indtjeningsdynamik, som besparelserne har givet. Jyske Bank tror derimod, at C20-indekset allerede har taget forskud på glæderne.

»De seneste års gennemførte effektiviseringer synes at have resulteret i en større indtjeningsdynamik. Sammen med en mindre fremgang i omsætningen i 2010 kan det løfte indtjeningen mere end ventet. Vi regner med, at overskudsgraden øges i år. Især i 1. halvår, hvor der er størst potentiale for kursstigninger,« siger aktieanalysechef Bjørn Schwarz fra Sydbank.

Selskaber som Carlsberg, NKT og Rockwool har allerede meldt om opjusteringer, og regnskabet fra Novozymes var også godt.

»På kort sigt tror jeg dog fortsat, at der kommer til at mangle kurstriggere (nyheder, som kan få aktiekursen til at stige, red.), og det skyldes ikke mindst, at investorerne på forhånd har regnet med en januar-effekt. De forventer gode regnskaber for 4. kvartal og købte derfor mange aktier i december. Jeg tror ikke, at der er ret mange penge tilbage til at købe aktier for, og det vil trykke kurserne i de kommende måneder,« siger aktiestrateg Per Hansen, Jyske Bank.

For året som helhed forventer han, at kurserne vil slutte 10 pct. højere på verdensplan, dog lidt lavere i Danmark.

Sydbank peger også på større usikkerheder i 2010.

»Efter sommerferien er der en fare for, at den økonomiske vækst aftager. Der kan komme bekymringer om de store budgetunderskud og udsigt til rentestigninger. Det er alt sammen gift for stigende aktiekurser. Det kan selvfølgelig afværges af et økonomisk opsving, og hvis virksomhederne igen begynder at ansætte folk,« siger Bjørn Schwarz.

..

BRANCHENYT
Læs også