Den finske mobilgigant Nokia kommer med nye anklager rettet imod Apple.
"Apple krænker Nokia-patenter i næsten alle af selskabets mobiltelefoner, transportable musik-afspillere og computere."
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Nokia.
Derfor sendte den finske mobilgigant i går en klage til United States International Trade Commission (ITC), som behandler sager om krænkede patenter.
Ifølge Nokia drejer det sig om i alt om syv banebrydende opfindelser, som Apple nu bruger som kernefunktioner i selskabets produkter, når det gælder brugergrænseflade-, kamera-, antenne- og strømstyringsteknologier.
"Nokia har været en førende udvikler inden for mange nøgle-teknologier i små elektroniske enheder," udtaler general manager Paul Melin, der sidder med ansvaret for patentlicenser hos Nokia, i en pressemeddelelse.
Dette er anden gang inden for tre måneder, at Nokia beskylder Apple for at krænke Nokia-patenter.
"Denne handling handler om at beskytte resultaterne af sådan en banebrydende udvikling. Mens vores retstvist i Delaware handler om Apples forsøg på at free-ride på ryggen af Nokia-investeringer i trådløse standarder, så handler ITC-sagen anlagt i dag om Apples praksis om at bygge selskabets forretning på Nokias beskyttede innovation," udtaler Paul Melin videre i pressemeddelelse.