Tynd handel før påskedagene

De europæiske indeks svingede med gode og mindre gode nyheder fra statistik og virksomheder.

Onsdagens handel blev målt på omsætning en tynd en af slagsen, og de ledende indeks lå og svingede mellem plus og minus.

Det danske C20-indeks lå først på eftermiddagen til en mindre stigning med Vestas i front. Vestas fik onsdag den største ordre fra Australien nogensinde, og det belønnede investorerne. Medicinalkoncernen Novo Nordisk stod for fald, efter at Mehta Partners sænkede sin anbefaling på aktien fra positive ”outperform” til neutrale ”market perform”.

På børserne i Europa var handlen uensartet. Bankerne lå lunt i svinget efter nyt om, at den irske regering vil pumpe flere penge i landets banker. Bank of Ireland steg markant på disse udmeldinger, da de står til at få en bid af kagen. Mineaktierne klarede sig også godt med metalpriserne som drivkraft.

Arbejdsløsheden i eurozonen steg i februar til 10,0 pct., hvilket betyder at 23 mio. EU-borgere står uden arbejde. Faldet kom trods en bedring på det tyske og danske arbejdsmarked, hvilket blot vidner om store problemer på arbejdsmarkedet i dele af fællesunionen.

I Letland og Spanien er cirka hver femte i arbejdsstyrken uden arbejde.

Den græske gældskrise er så småt ved at træde i baggrunden, og chefen for ECB, Jean-Claude Trichet, forventer, at markedet belønner Grækenland for sine finanspolitiske mål. Grækenland forventer at reducere sin gæld fra 12,7 pct. af BNP i 2009 til 8,7 pct. inden udgangen af 2010. Tilliden til den græske økonomi er stigende, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved den store efterspørgsel efter græske statsobligationer.

Kort før amerikansk åbning kom ADP med beskæftigelsestal for den private sektor i marts. Her blev det til et overraskende fald på 23.000, mod analytikernes forventninger om en stigning på 40.000. Opgørelsen påvirkede åbningen på Wall Street, og udsigterne til en positiv åbning blev vendt til en negativ. Indikatoren påvirkede også handlen i Europa, og den uensartede udvikling først på eftermiddagen blev vekslet til fald. En dollar kostede onsdag eftermiddag 5,5135 kr. og lå dermed en anelse svækket overfor kronen.

Læs også