Uro på olie- markedet

Råolieprisen faldt i går efter at være steget fem børsdage i træk. I afvigte uge kom olieprisen op over de 82 dollars pr. tønde, og mandag nåede den 86,90 dollars pr. tønde. Mandagsnoteringen var den højeste siden oktober 2008.

Faldet i går kan skyldes dollarkursen, vurderer en iagttager i markedet, fordi en stærk dollar alt andet lige indebærer en lavere pris på olie.

Dollaren steg næsten 0,4 pct. mod en kurv af andre valutaer, fordi valutahandlerne frygtede for eurokursen, da det forlød, at Grækenland ville forsøge at hente 5-10 mia. dollars (op mod 55 mia. kr.) hos amerikanske investorer for at dække sit lånebehov i maj.

Desuden stivede det dollarkursen af, at nye tal mandag viste, at den amerikanske servicesektor i marts opviste en vækst, der ikke er set de seneste fire år. Disse faktorer styrkede håbet om et stabilt konjunkturopsving og vækst i beskæftigelsen.

Udviklingen på oliemarkedet indebærer, at benzinpriserne herhjemme i dag stiger med 8 øre pr. liter. Dermed kommer listeprisen for en liter blyfri 95 oktan op på 11,29 kr. Det er det højeste prisniveau siden september 2008.

Læs også