Optimisme løfter Novo Nordisk og C20

Investorerne vendte med øget optimisme tilbage til den danske aktiehandel efter påskeferien oven på adskillige positive tal for den amerikanske økonomi. C20-indekset blev sendt 2,25 pct. højere til 391,65, hvor fremgangen var stærkt drevet af Novo Nordisk og vindmøllegiganten Vestas.

Novo Nordisk lukkede 3,5 pct. højere i kurs 442,8. Diabetesmiddel Victoza, der er nylanceret på det amerikanske marked, har allerede akkumuleret en væsentlig markedsandel, og det har dermed fået positiv opmærksomhed fra finanshusene.

»Victozas receptsalgstal var kendt i onsdags, hvilket dog alligevel gav aktien medvind. Jeg syntes ikke, der er noget overraskede i den stærke lancering, men jeg hører også til blandt de optimistiske på dette punkt. De stærke tal mindsker frygten for en negativ effekt fra advarselsmærkningen på emballagen,« mente aktieanalytiker Rune Majlund Dahl fra Sydbank til RB-Børsen.

Finanshuset Collins Stewart har dog indledt sin dækning af Novo Nordisk med anbefalingen "sælg" og et kursmål på aktien på 342 kr.

Vestas steg 2,6 pct. til kurs 307,2. RB-Børsen berettede op til lukketid onsdag før påske, at Vestas er meget tæt på en storordre fra USA. Det 252,2 megawatt store projekt kommer til at bestå af 139 V90-1,8 MW-møller fra Vestas, som vil producere møllerne på sine fabrikker i Colorado. Konstruktionen af vindmølleparken ventes at begynde i midten af 2010, mens den vil være i drift i 2011. Vestas kunne tirsdag præsentere sin anden ordre på 50 MW fra Kina på en uge. Ordren er på anden fase af samme projekt i Heilongjian-området, som selskabet tirsdag den 30. marts kunne præsentere en 50 MW-ordre fra.

Vindmølleproducenten Vestas har haft en god ordreindgang i årets første kvartal, og det understøtter aktien, som har et godt potentiale. Det vurderede Nordea.

Selv om der endnu er et stykke vej til, at Vestas når sine forventninger for 2010, så mener vi, at selskabet absolut er på rette spor, skrev banken i et notat.

FLSmidth lukkede 2,7 pct. højere i kurs 392,6, efter at Nordea øgede sit kursmål på aktien til 440 fra 400 kr. Ydermere konkluderede analysehuset Shenyin Wanguo Research & Consulting i en kommentar til FLS-konkurrenten Sinomas regnskab, at Sinoma International Engineering fortsat er markedsleder med en markedsandel på 36 pct. af det globale marked, mens FLSmidth kommer ind på andenpladsen.

Det var også en god handelsdag for de cykliske aktier. D/S Norden steg 2,1 pct. til kurs 244,4, mens NKT steg 3,1 pct. til kurs 314.

Carlsberg lukkede 2,1 pct. højere i kurs 472,2. Den danske bryggerigigant, der har stor eksponering i det russiske marked, nød godt af de seneste dages styrkelse af rublen mod euroen og dollaren.

Læs også