Obligationer: Flad udvikling inden tale fra Ben Bernanke

Det danske obligationsmarked gjorde ikke det store væsen af sig i onsdagens handel. Investorerne har stor fokus på aftenens tale fra den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke.

Onsdagens nøgletal var af mindre kaliber, og havde ikke potentialet til at rykke rundt på markedet. Investorerne ser nu også frem til torsdagens rentemøder hos Den Europæiske Centralbank og Bank of England.

Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, lukkede onsdag 0,01 point lavere i kurs 104,72 med en effektiv rente på 3,40 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-38'erne 0,04 point højere i kurs 95,24 med en effektiv rente på 4,53.

- Tirsdagens referat fra det seneste rentemøde I den amerikanske centralbank var virkelig i bløde toner, hvor behovet for en fortsat lav rente blev signaleret, hvilket løftede de amerikanske obligationskurser. Obligationskurserne kan formentlig også være understøttet af de amerikanske auktioner af statsobligationer i denne uge, som indtil videre har haft vist en pæn efterspørgsel, sagde obligationsstrateg Kornelius Purps hos UniCredit til Bloomberg News.

Den amerikanske finansminister Timothy Geithner blev onsdag citeret for at sige, at obligationsrenterne formentlig er steget de seneste par uger på grund af en bedring i den fundamentale udvikling i økonomien. Tiltroen til aktiemarkederne er i vid udstrækning blevet genvundet og den helt store opgave for den amerikanske regering bliver fra næste år at få skåret ned i budgetunderskuddet, sagde Timothy Geithner i et interview med Bloomberg News TV.

På makrosiden kom der onsdag formiddag endelige tal for BNP-væksten i eurozonen i fjerde kvartal, som viste en nedrevidering til en nulvækst sammenlignet med en stigning på 0,1 pct. i den forrige opgørelse. På årsbasis blev væksten nedrevideret til et fald på 2,2 pct. i fjerde kvartal.

Endelige tal for PMI-erhvervsbarometeret, som dækker for både industrien og servicesektoren, blev også offentliggjort onsdag formiddag, hvilket blev oprevideret til 55,9 i forhold til 55,5 i den forrige opgørelse.

En række taler er på menuen efter dansk lukketid. Den amerikanske centralbankchef, Ben Bernanke, taler kl. 19.00 i Dallas, mens de amerikanske centralbankmedlemmer William C. Dudley og Thomas M. Hoenig taler henholdsvis kl. 18.00 og kl. 20.00 i New York og i New Mexico.

Olieprisen faldt, efter at det amerikanske energiministerium offentliggjorde sin ugentlige lageropgørelse. Opgørelsen viste en stigning i råolielagrene på 1,98 mio. tønder, hvilket var mere end analytikernes forventninger om en stigning på 1,35 mio. tønder. Ved dansk lukketid lå olieprisen 0,9 pct. lavere i 86 dollar pr. tønde.

Læs også