L0 i ny runde mod millionpension

LO's tidligere næstformand Tine AurvigHuggenberger tvinges igen i retten.

/ritzau/Slagsmålet om LO's tidligere næstformands gyldne pension fortsætter.

Beslutningen faldt efter en redegørelse fra LO's advokatfirma, Bech-Bruun, der vurderede dommen fra byretten som forkert og samtidig skønnede, at fagbevægelsen havde gode muligheder for at få stoppet udbetalingen af den store pension, hvis den ankede byrettens dom til landsretten.

»Vi har fået en vurdering fra vores juridiske rådgivere, der siger, at det er overvejende sandsynligt, at vi vil vinde en ankesag. I den situation kan vi ikke tillade os at lade være med at anke. Det har noget at gøre med anstændig omgang med medlemmernes penge,« siger Dennis Kristensen fra FOA.

Formanden for FOA tilhører det flertal af LO's daglige ledelse, der stemte ankesagen igennem. I mindretallet finder man opponenter, herunder Thorkild E. Jensen fra Dansk Metal, der ikke kan se fordelen i, at sagen endnu en gang kommer i pressens søgelys.

»Det er ikke en god sag for fagbevægelsen. Den her slags problemstillinger burde man forsøge at løse igennem et forlig,« vurderer Thorkild E. Jensen.

»Pamperagtig ordning«


For Dennis Kristensen handler sagen om hele fagbevægelsens troværdighed og fremtid.

»Skal fagbevægelsen have en fremtid, skal det stå krystalklart, at vi arbejder målrettet mod at skabe noget godt for medlemmerne. Og ikke fordi vi kan skabe nogle ordninger, som er gode for os selv og så at sige rage til os. I netop denne sag er der tale om en ubehagelig og pamperagtig pensionsordning, som jeg meget nødigt vil lægge navn til,« understreger Dennis Kristensen.

Hovedpersonen vil videre


Sagens hovedperson, den 47-årige Tine Aurvig-Huggenberger, er bedrøvet over situationen. Men hun vil fortsætte sin kamp for at få lov til at oppebære en pension til en værdi af seks mio. kr., på trods af at hun i en alder af 45 år selv sagde sin stilling op efter at have tabt kampen om formandsposten i LO til Harald Børsting.

»Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at de anker dommen. Men det er de i deres fulde ret til at gøre. Det er det eneste, som jeg ønsker at sige. Jeg har ikke lyst til at deltage i dette show mere. Jeg er nødt til at komme videre,« siger Tine Aurvig-Huggenberger. •

striden


Pensionspengene


Stridspunktet mellem LO og Tine Aurvig-Huggenberger handler om den såkaldte tilsagnspension.

LO har i årene fra 1971 til 2003 lovet de tillidsvalgte en ekstra pension - tilsagnspension - hvis de har været tillidsvalgte i 20 år og går på pension fra fagbevægelsen.

Den giver den pensionerede ret til en ekstrapension livet ud. Den svarer til to tredjedele af lønnen.

LO har i den tid, Tine Aurvig-Huggenberger har været tillidsvalgt, indbetalt penge til hendes tilsagnspension.

Stridspunktet handler om, hvorvidt LO stadig skal indbetale tilsagnspension på hendes pensionsordning, når hun har forladt forbundet, længe før hun går på pension.

Hun fik desuden et års løn med pension i fratrædelsesgodtgørelse, da hun frivilligt forlod sin stilling som næstformand i LO.

Københavns Byret gav hende den 25. marts i år medhold i, at hun har krav på sin pension.



Læs også