Flere sommerhuse sættes til salg

brahmhushandel De små tegn på fremgang på boligmarkedet har fået mange til at sætte sommerhuset til salg.

Således er der sat 753 nye sommerhuse til salg den seneste måned. Det svarer til en stigning på næsten 9 pct., og det er langt mere, end der kan forklares med sæsonudsving, vurderer ejendomsmæglerkæden Home. Til sammenligning blev der kun sat 150 nye sommerhuse til salg i den samme måned sidste år.

Home mener, at sommerhusejerne har fået mod på at sælge huset, fordi optimismen er vendt tilbage på boligmarkedet.

»Det falder godt i tråd med, at der er markant flere købere på markedet, og de går i særlig grad efter de friske, nye boliger. Som boligsælger må man ikke lade sig forblænde af fremgangen på boligmarkedet - det er fortsat afgørende, at der bliver sat en skarp pris fra begyndelsen,« siger Niels H. Carstensen, kommunikationschef i Home.

Salget af sommerhuse har i flere år ligget på et lavt niveau. Sælgerne har ikke været villige til at slå af prisen, selv om hele boligmarkedet har været ramt af kraftige prisfald. I 2009 blev der ifølge Realkreditrådet solgt 3.355 sommerhuse, hvor køberen finansierede handlen med et realkreditlån. I 2004 og 2005 var der flere end 7.000 af den type handler om året.

Læs også