Landmand i drømmeland

Landbrug i Tyskland Medarbejderne får kun det halve i løn. Markerne får mere gødning. Høsten er større og af højere kvalitet. Grisene sælges til langt højere priser. Biogassen afregnes til dobbelt pris. Tyskland er et drømmeland for danske landmænd - der kan de tjene penge.

Wolgast

Kan du se, hvad jeg mener? Det ER da fantastisk,« råber Hans Henrik Pørksen med øjne, der lyser af begejstring.

Vi er lige trådt ind i det lille maskinrum, der er hjertet i biogasanlægget. 1.000 hestekræfter banker løs i et inferno af støj.

»VI HAR TO ANLÆG MERE. VARME OG STRØM TIL 5.000 HUSSTANDE I ALT. DET ER DA FAN-TAS-TISK,« råber Hans Henrik Pørksen så højt, at man kan høre det, selv om man har to pegefingre i ørerne.

Han lukker døren til maskinrummet bag os. Larmen dæmpes til en svag dunken, og Hans Henrik Pørksen fortsætter rundvisningen gennem anlægget.

»For to år siden var hele området dækket af brændenælder, og se nu: Dette havde aldrig, aldrig, aldrig været muligt i Danmark,« konkluderer Hans Henrik Pørksen, da vi er nået udenfor i den stille, råkolde forårsluft.

 Umuligt i Danmark


Det er derfor, han er her - i det tidligere Østtyskland nær grænsen til Polen. Fordi dette aldrig, aldrig, aldrig havde været muligt i Danmark.

Derfor forlader en stadig større del af de dygtigste og mest ekspansive landmænd Danmark.

Mange beholder gården i Danmark som en base, mens alle udvidelser og nye arbejdspladser placeres i udlandet.

»Jeg beholder gården i Danmark af hensyn til min familie, og fordi det er en slægtsgård. Desuden holder jeg meget af Danmark. Jeg vil gerne være pensionist i Danmark. Jeg vil bare nødigt drive virksomhed i Danmark,« konstaterer Hans Henrik Pørksen syrligt.

Som ejer af store landbrugsbedrifter i både Danmark og Tyskland kender han - helt ned i detaljen - forskellene i de vilkår, som landbruget er underlagt i de to nabolande.

Dansk landbrug færdigt


Bundlinjen i Hans Henrik Pørksens analyse er nådesløs: Dansk landbrug har ingen fremtid. Den aktuelle krise er IKKE en forbigående økonomisk krise. Erhvervet er reelt under afvikling, som det tidligere er sket med tekstilindustrien og skibsværfterne. Kun et dramatisk politisk holdningsskifte kan vende den udvikling, mener Hans Henrik Pørksen.

Det forunderlige er, at de danske arbejdspladser denne gang ikke flyttes til Kina, Indien, Brasilien, Ukraine eller andre fjerne lande. De flyttes få timers kørsel mod syd og øst. Her tager de tyske politikere med åbne arme imod verdens formentlig dygtigste landmænd - de danske.

»Kom - du kan bedre se det hele deroppefra,« opfordrer Hans Henrik Pørksen og begynder at kravle op ad et mindre bjerg af majsensilage, der er dækket af grøn fiberdug og gamle bildæk.

Fra toppen af de 18.000 tons majs, der dækker et areal på størrelse med en fodboldbane, er der fin udsigt over hele området.

Pørksen slår stolt ud med armene. Man skal ikke lade sig snyde af de grønne gummistøvler og den ternede fleecejakke. Han uddannede sig først til landmand, men fortsatte studierne på handelsskolen og siden Aarhus Universitet, hvor han i 1993 blev cand. oecon. Mens han i 1990'erne opbyggede sin bedrift i Sønderjylland, underviste han gennem fem år i nationaløkonomi på Syddansk Universitet.

I 1995 begyndte han at producere grise på bedriften nær Skærbæk. Af de danske miljømyndigheder fik han tilladelse til at producere et givent antal grise. Allerede i 1995 søgte han om tilladelse til at udvide produktionen, men de første fire år blev ansøgningen fire gange overtaget af nye sagsbehandlere. Hver gang begyndte processen næsten forfra.

Så blev amtet nedlagt


Efter 10 år var sagsbehandlingen stort set afsluttet. Amtet havde lejet det lokale forsamlingshus for at orientere om udvidelsesplanerne, som var klar til at blive sendt i offentlig høring. Inden det kom så vidt, blev amtet nedlagt og ansøgningen overdraget til kommunen, som begyndte forfra.

På det tidspunkt var Hans Henrik Pørksens tålmodighed for længst sluppet op.

Han kørte over den dansk-tyske grænse og fortsatte østpå ad A20 forbi Kiel, Lübeck og Rostock.

400 km fra Padborg fandt han, hvad han søgte: Det forhenværende kommunistiske statsbrug ”LPG Tierproduktion Karl Marx Gross Ernsthof” nær byen Wolgast, som vi tydeligt kan se her fra toppen af majsbjerget.

Da han ankom en forårsdag i 2005, var økonomien på bedriften kørt helt i sænk, og der voksede bogstaveligt talt træer i svinestaldene.

For landmanden, økonomen og iværksætteren Hans Henrik Pørksen var det som at komme til drømmeland. Her fik han lov at trykke speederen i bund og til at opbygge en bedrift og en økonomi, der umuligt kunne skabes under danske forhold.

»De tyske myndigheder stiller bestemt også skrappe krav, men de modarbejder ikke landmændene. Tværtimod forsøger de faktisk at hjælpe og samarbejde, fordi de grundlæggende er interesserede i at styrke erhvervet og skabe arbejdspladser,« fortæller Hans Henrik Pørksen.

10 ugers sagsbehandling


I 2005 søgte Hans Henrik Pørksen om tilladelse til at renovere de gamle stalde og fylde dem med slagtesvin. Sagsbehandlingen tog 10 uger, hvorefter byrådet enstemmigt gav tilladelsen.

»Og se nu,« opfordrer han stolt og drejer langsomt rundt, mens han peger ud over landskabet:

»Derude har vi markerne - 1.900 hektar i alt - hvor vi producerer foder til grisene og majs til biogasanlægget. Derovre ligger staldene, hvor vi producerer 20.000 slagtesvin om året plus gylle til biogasanlæggene. Dernede ligger vores tre biogasanlæg, og derovre er byen,« fortæller Hans Henrik Pørksen.

»Jeg producerer alt, hvad indbyggerne i byen kan spise af svine- og oksekød, og jeg leverer al den varme og strøm, som de 5.000 husstande forbruger. Det er da bæredygtigt, så det fløjter, og så er det endda en god forretning,« tilføjer han med et stille grin.

I Tyskland afregnes biogas med 1,36 kr. pr. kilowatttime, mens afregningen i Danmark er 76 øre. Derfor skyder biogasanlæg op som paddehatte omkring de store gårde i Tyskland, mens industrien sygner hen i Danmark.

Vi kravler ned fra majsbjerget og skrår over mod svinestaldene. Indenfor er forholdene fine og på dansk niveau. Den tyske stat og EU har betalt 25 pct. af investeringen, fordi grisene giver arbejdspladser. Danmark har fravalgt at deltage i denne ordning, fortæller Hans Henrik Pørksen.

Grisene i stalden kommer alle fra Hans Henrik Pørksens bedrift hjemme i Sønderjylland. Der har han 1.100 søer og producerer årligt 30.000 smågrise, hvoraf 20.000 sendes med lastbil til den tyske bedrift, når de vejer 7 kilo.

Fragtomkostningerne opvejes til overflod af, at omkostningerne i Tyskland er langt lavere og afregningen fra de tyske slagterier langt højere.

»Set over nogle år er min bundlinje i gennemsnit 150 kr. bedre, når jeg sælger en gris til et tysk slagteri frem for et dansk slagteri,« vurderer Hans Henrik Pørksen.

Andre danske landmænd har gjort sig samme erfaringer. Derfor eksporterede de 8,3 mio. levende grise i 2009. Størstedelen af de mange grise opfedes og slagtes i Tyskland, hvor slagterierne kan betale en bedre afregning, fordi deres lønomkostninger er omkring 50 pct. af niveauet i Danmark. Konsekvensen er, at danske slagterier lukkes på stribe, og tusindvis af slagteriarbejdere fyres.

Lønnen det halve


Også ude på gårdene er lønningerne lavere i Tyskland. Da vi er retur på kontoret i hovedbygningen, arbejder Hans Henrik Pørksen et øjeblik med lommeregner og årsregnskab.

»Mine 19 fuldtidsansatte hernede får i gennemsnit 165.000 i årsløn,« konkluderer han.

»Hjemme i Sønderjylland koster gode medarbejdere i runde tal det dobbelte«.

Samme kombination af lavere omkostninger og højere indtægter gælder for produktionen af korn i Tyskland.

Omkring det gamle statsbrug driver Hans Henrik Pørksen 1.900 hektar, hvoraf han foreløbig har købt 850 hektar. Den gennemsnitlige købspris har været 30.000 kr. pr. hektar. I dag er hektarprisen i området 100.000-150.000 kr.

I Danmark toppede jordpriserne i 2008 i niveauer omkring 250.000 kr. pr. hektar.

Selv om landbrugsjord således er langt dyrere i Danmark, er det paradoksalt nok en bedre forretning at dyrke jorden i Tyskland.

»Hernede må jeg bruge akkurat den mængde gødning, som afgrøderne har brug for. Eksempelvis gødes en hektar hvede med omkring 200 kilo kvælstof. Hjemme i Danmark må jeg kun bruge 150 kilo. Resultatet er, at jeg på de tyske marker høster et ton hvede mere pr. hektar. Tilmed har det tyske korn højere kvalitet. Vi dyrker hvede på 350 hektar, og de seneste fem år er hele avlen - med et proteinindhold på 14 pct. - blevet godkendt som elite-brødhvede Det giver 50 pct. højere afregningspris. På grund af de danske miljøregler kan jeg kun få 10 pct. protein i hveden hjemme i Sønderjylland. Derfor kan det danske korn kun bruges som svinefoder,« konstaterer Hans Henrik Pørksen og skænker mere kaffe.

Han dyrker også 300 hektar med raps i Tyskland. Her har gennemsnitsudbyttet de seneste år været 5,4 tons pr. hektar. I Sønderjylland høster Hans Henrik Pørksens danske medarbejdere i gennemsnit 3,3 tons pr. hektar. Udbyttet i Tyskland er altså langt højere og lønnen til manden på mejetærskeren langt lavere.

Hans Henrik Pørksen tilføjer, at både jordskatter og pesticidafgifter er langt lavere i Tyskland.

Overskud i Tyskland


»De seneste år har jeg haft underskud på min gård i Sønderjylland, mens bedriften her i Tyskland har leveret et stabilt, pænt plus. Derfor har jeg søgt om tilladelse til at udvide produktionen her med 5.000 stipladser til slagtesvin, og vi har allerede fået lov at opføre endnu et biogasanlæg«.

Føler sig velkommen


Som det fremgår, er det i høj grad økonomi, der driver de danske landmænd mod Tyskland. Der er dog også en anden faktor.

»Som landmand har jeg det bedre i Tyskland. Meget bedre. Jeg føler mig simpelthen velkommen og respekteret og har et fint samarbejde med både lokalsamfundet og myndighederne. Hver sommer holder jeg grillfest med 200 deltagere, og til jul uddeler jeg kødpakker til de 250, der har lejet deres små jordlodder ud til mig. De får samtidig en julebonus på 20-30 pct. ud over den aftalte leje, hvilket giver en masse goodwill. Det er en ren fornøjelse at drive virksomhed her, når man i årevis har kæmpet forgæves mod de danske myndigheder,« konkluderer Hans Henrik Pørksen.

Han byder gæsten en småkage og får et spørgsmål retur:

EU er i fuld gang med at afvikle og liberalisere landbrugsstøtten. Hvad mener du som økonom om, at Tyskland i stedet indfører statsstøtte til landbruget i form af eksempelvis kunstigt høje afregningspriser for biogas?

»I Danmark hjalp vi også vindmølleindustrien i gang med kunstigt høje afregningspriser. Bemærk, at de øvrige store landbrugslande i EU - helt på linje med Tyskland - støtter landbruget gennem den aktuelle krise. Det er Danmark, der står alene tilbage og accepterer en afvikling af erhvervet. Det er sørgeligt, for danske landmænd er på en række områder de dygtigste og mest produktive i verden. Vores forbrug af pesticider, gødning og medicin er helt i bund og fødevaresikkerheden i top. Desværre har politikerne strammet kravene så meget, at produktionen lukker, hvorefter vi må importere fødevarer fra lande, hvor kravene er lempeligere.«

En verden til forskel


Fra Hans Henrik Pørksens bedrift fortsætter vi om aftenen de få kilometer nordpå til den mondæne badeby Zinnowitz ved Østersøen.

Fra badebroen ud for Strandhotel Preussenhof kan man se fyret blinke på Rügen, hvorfra der kun er en kort sejltur til Danmark.

For en landmand er der en verden til forskel på de to nabolande. •

HOVEDPUNKTER


• Hans Henrik Pørksen er en af de danske landmænd, der har slået sig ned i Tyskland.

• Her kan han drive et landbrug, som det aldrig havde været muligt i Danmark.

Læs også