Usikker fremtid for USA's kulindustri

Alvorlig ulykke og nye miljøkrav skaber problemer for mineindustrien.

Washington Den værste ulykke i årtier med mindst 25 døde i en kulmine i Virginia har sat fokus på en industri i alvorlige problemer.

Ejeren af Upper Big Branch-minen i den lille mineby Montcoal så stort på sikkerheden, og minen blev flere gange i månederne op til eksplosionen evakueret på grund af et kritisk højt niveau af metangas i luften.

Massey Energy Company er tidligere idømt bøder og har betalt store beløb i erstatninger til ofre i tidligere tragedier. De amerikanske myndigheder synes at være overbevist om, at ulykken kunne have været forhindret, hvis hensynet til sikkerhed var gået foran det økonomiske.

Kulforbruget falder




USA's kulindustri befinder sig midt i en økonomisk nedtur. Selv om kulfyrede værker stadig sørger for 45 pct. af USA's elforbrug, er andelen den laveste siden 1970'erne.

De seneste års økonomiske krise har reduceret elforbruget og derfor også efterspørgslen efter kul. Sidste år faldt produktionen med 8,5 pct. til lidt over en milliard tons. Det er det største fald målt i procent siden 1958 og det største fald i produktion siden 1949.

Mindre efterspørgsel fra virksomheder kombineret med en mild sommer og derfor mindre behov for private klimaanlæg var med til at dæmpe elforbruget, men også faldende priser på naturgas har fået mange værker til at vælge at bruge en renere energi. I kampen mod den globale opvarmning har præsident Barack Obama lovet at begrænse USA's udledning af CO2 i de kommende år, og i forventning om skrappere miljøregler har flere elproducenter som Exelon og Progress Energy valgt at lukke deres ældste og mest forurenende kulværker.

Skærpede miljøkrav






40 pct. af USA's kul produceres i Wyoming, mens West Virginia er nummer to med 13 pct. Mange af minerne er ikke underjordiske. Udvindingen sker simpelthen ved at skære toppene af de kulrige Appalachi-bjerge.

Miljøorganisationer har længe protesteret mod denne fremgangsmåde, og for nylig forsøgte regeringen i Washington at begrænse metoden ved at skærpe miljøkravene.

På trods af alle problemer ventes kul dog at forblive en dominerende energikilde i de kommende årtier, selv om vedvarende energi fra sol og vind vil vinde markedsandele.

Amerikanske elproducenter har investeret over 13 mia. kr. i et forskningsprojekt i det østlige Illinois, der går ud på at fange CO2-udledningen og sende den ned til underjordiske lagre.

I går fortsatte redningsarbejdere med at fjerne farlig metangas fra minen i Montcoal. Pårørende til savnede, hvis skæbne i minen endnu ikke er kendt, fortsatte med at bede for et mirakel. •

Læs også