Google i strid med Vuitton

Kendte firmaer som Louis Vuittion frygtede salg af kopivarer på internettet og forsøgte at få et forbud mod Googles brug af ord, der svarer til varemærkerne. EU-domstolen har dog netop besluttet, at den største søgemaskine ikke krænker varemærkerne.

Internettet frembyder på grund af sin natur en lang række juridiske udfordringer, også i forhold til varemærkeretten. Som udgangspunkt kan man sige, at hvad man må og ikke må varemærkeretligt i den fysiske verden, det gælder også på internettet. Men helt så enkelt er det selvfølgelig ikke. Bl.a. fordi der ofte er flere parter involveret end blot varemærkeindehaveren og den part, som - måske - gør sig skyldig i at krænke en varemærkeret.

EU-domstolen har for nylig haft lejlighed til at tage stilling til brug af varemærker som søgeord på internettet.

Sagen omhandlede både Googles og annoncørernes ansvar i forbindelse med Googles visning af salgsfremmende link til annoncørernes hjemmesider ved hjælp af søgeord, som svarer til forskellige registrerede varemærker.

Baggrunden for sagen var tre franske sager, hvor Google var dømt for enten varemærkekrænkelse eller medvirken hertil. Efter at have tabt sagerne ved to instanser iværksatte Google en såkaldt kassationsappel. Appeldomstolen besluttede at udsætte sagerne og bede EU-domstolen om hjælp til at fortolke de regler, som skulle afgøre sagernes udfald.

Google driver som bekendt en søgemaskine på internettet. Når man foretager en søgning ved hjælp af et eller flere ord, fremkommer en oversigt over de websider, der svarer bedst til disse ord. Dette kaldes ”naturlige” resultater af søgningen. Valget af rækkefølgen sker gennem automatiske algoritmer, som ligger bag søgemaskineprogrammet, der anvender objektive kriterier.

Men samtidig fremkommer en rubrik benævnt ”sponsorerede links”, hvor annoncører mod betaling kan få vist deres links. Denne ydelse kaldes AdWords. Her får annoncørerne mulighed for at vælge søgeord, sådan at deres annoncer vises, når internetbrugeren indtaster de pågældende søgeord i søgemaskinen. Hvis internetbrugeren klikker på annonce-linket, godtgøres Google en på forhånd fastsat pris. Flere annoncører kan vælge samme søgeord, og rækkefølgen af, hvordan flere links vises, beror dels på den fastsatte pris, dels det antal gange internetbrugerne tidligere har klikket på linket.

Annoncerne tilvejebringes altså ikke efter objektive kriterier, men fordi annoncører betaler for, at deres websteder kommer frem som svar på visse søgeord, og det er netop muligt, fordi udbyderen af søgemaskinen stiller disse søgeord til rådighed, således at annoncørerne kan vælge dem.

I de franske sager brugte annoncørerne søgeord svarende til registrerede varemærker, og det ønskede varemærkeindehaverne at forhindre.

En af sagerne var anlagt af Louis Vuitton Malletier SA, der i begyndelsen af 2003 blev opmærksom på, at når internetbrugere indtastede ord, som svarede til Vuittons varemærker på Googles søgemaskine, blev der i rubrikken ”sponsorerede links” vist link til websteder, hvor man kunne købe efterligninger af Vuittons produkter. Det viste sig, at Google gav annoncører mulighed for at vælge ikke kun søgeord, der svarer til Vuittons varemærker, men også disse søgeord i sammenhæng med udtryk, som betegner kopivarer, såsom ”efterligning” og ”kopi”.

En anden sag var anlagt af indehaverne af de franske varemærker ”bourse des vols”, ”bourse des voyages” og ”BDV”. Varemærkeindehavere havde opdaget, at når internetbrugerne ”googlede” deres varemærker, blev der i rubrikken ”sponsorerede links”, vist links til konkurrenters websteder. Produkterne solgt på disse websteder krænkede dog ikke de pågældende varemærker. Problemstillingen var den samme i den tredje sag.

De tre sager rejste det samme, grundlæggende spørgsmål: Udgør Googles brug (i AdWords-reklameordningen) af søgeord, der svarer til varemærker, en krænkelse af disse varemærker?

Da sagerne både handlede om EU-varemærker og nationale varemærker, var både Varemærkeforordningen og Varemærkedirektivet relevant.

Efter begge regelsæt gælder, at indehaveren af et varemærke kan forbyde, at tredjemand - uden samtykke - gør brug af tegn identiske med varemærket, når:

1) brugen sker erhvervsmæssigt,

2) finder sted for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art, som dem varemærket er registreret for,

3) gør eller kan gøre indgreb i varemærkets funktioner.

Det var oplagt, at der ikke forelå samtykke. Domstolen foretog derpå en vurdering af, om de øvrige betingelser var opfyldt, dels i forhold til annoncørerne, dels i forhold til Google.

At annoncørernes brug af varemærkerne var erhvervsmæssig krævede ikke megen forklaring: Brugen skete til at udløse en reklamevisning, og det skete i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed.

Derpå konstateredes, at der var tale om ”brug for varer og tjenesteydelser”. Både når varemærkerne direkte fremgik af de annoncer, linkene førte til - som i Vuitton-sagen - men også når varemærket alene blev brugt som søgeord. Her har brugen nemlig til formål, at internetbrugere får kendskab ikke bare til varemærkeindehaverens varer og tjenesteydelser men også annoncørens. Og uanset om annoncøren hermed tilsigter at vise sine varer som et alternativ eller ligefrem vildlede internetbrugeren, ja så indebærer den forbindelse, der skabes mellem varemærket og annoncørens varer, at der er tale om brug ”for varer eller tjenesteydelser”.

Herefter var spørgsmålet, om brugen af varemærket som søgeord kan gøre indgreb i varemærkets funktioner. Retspraksis har tidligere fastslået, at varemærkets væsentligste funktion er at garantere varers eller tjenesteydelsers oprindelse overfor forbrugeren, så denne kan adskille varen fra varer med anden oprindelse. De øvrige funktioner er bl.a. reklamefunktionen.

Om der sker indgreb i varemærkets funktion er noget, den nationale ret i hvert enkelt tilfælde må afgøre. Domstolen påpegede dog en række momenter, der skal tages i betragtning: Såfremt en annonce antyder, at der er en økonomisk forbindelse mellem annoncens indehaver og varemærkeindehaveren, foreligger et indgreb i varemærkets funktion, og brugen kan forbydes. Men også hvor annoncen bare er så uklar i relation til varernes oprindelse, at det for brugeren er uklart, om der er en økonomisk forbindelse, foreligger et indgreb.

Med disse bemærkninger er der næppe tvivl om, at annoncørernes brug i de konkrete sager kan forbydes.

Hvad angik Google, var det varemærkeindehavernes ønske at opnå, at Google slet ikke måtte bruge ord svarende til varemærker som søgeord. Men det havde de ikke held til. Domstolen nåede nemlig frem til, at Googles brug slet ikke udgør en varemærkekrænkelse.

Google handler ganske vist erhvervsmæssigt, når de giver annoncørerne mulighed for at vælge forskellige varemærker som søgeord, lagrer disse tegn og viser klienternes annoncer ved hjælp heraf.

Der er imidlertid ikke tale om erhvervsmæssig brug i varemærkeretlig forstand. Dette forudsætter nemlig, at brugen sker i forbindelse med Googles egen kommercielle kommunikation.

Og Domstolen konstaterede kort og kontant, at da Google bare giver klienterne mulighed for at bruge tegn svarende til varemærker uden selv at gøre brug heraf, er dette ikke tilfældet.

At Google giver annoncøren mulighed for at begå varemærkekrænkelser kan dog være ansvarspådragende efter almindelige erstatningsretlige regler beroende på national ret.

Men i den forbindelse fastslog domstolen - også i Googles favør - at man skal tage hensyn til en regel om ansvarsbegrænsning, der er at finde i et direktiv fra 2000.

Direktivet bestemmer, at den, som leverer en informationssamfundstjeneste, som består i oplagring af information leveret af en tjenestemodtager (her annoncøren), som udgangspunkt ikke pådrager sig ansvar for denne information.

Ansvarsfriheden forudsætter dog, at udbyderen, her Google, ikke har spillet en aktiv rolle, der har givet kendskab til eller kontrol med de lagrede oplysninger. Og udbyderen skal efter at have fået kendskab til den ulovlige karakter af de lagrede oplysninger straks fjerne dem eller gøre dem utilgængelige. Om betingelserne er opfyldt, er det op til den nationale domstol at afgøre.

Alt i alt en stor sejr for Google - og en varemærkeretlig interessant sag.

Læs også