Obligationer: Kursfald og fortsat fokus på Grækenland

De danske obligationer endte fredagen med moderate kursfald på en ellers stille handelsdag.

Grækenland var fortsat i fokus, efter at flere meldinger understøttede forventningerne til en eventuel redningspakke. De amerikanske engroslagre tog lidt af eftermiddagens opmærksomhed, men investorerne afventer nu den kommende uges regnskabssæson som begynder i USA.

Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, lukkede fredag 0,29 point lavere i kurs 104,69 med en effektiv rente på 3,41 pct.

De seneste dage har budt på øgede bekymringer om Grækenlands situation, men vinden blæste fredag i flere tilfælde i den modsatte retning. Den græske finansminister George Papaconstantinou sagde, at Grækenland stadig ikke planlægger at søge om ekstra finansiering fra EU-allierede. Milliardærinvestor George Soros støttede meldingerne, idet han venter, at Grækenland ikke vil misligholde sin gæld.

Det var slet ikke meningen, at den græske redningsplan skal bruges. Men eurolandenes nødbremse, en hjælpeplan med lån til Grækenland, kan blive aktiveret, erkendte Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy.

- Den Europæiske Union er klar til at sætte hjælpen i værk, når som helst, sagde Nicolas Sarkozy, ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

I fredagens sene handel meddelte kreditvurderingsbureauet Fitch, at det sænker Grækenlands langsigtede rating af gæld til BBB- fra BBB+. Udsigterne blev sat til negativ.

De amerikanske engroslagre blev offentliggjort fredag eftermiddag og viste en stigning på 0,6 pct., hvilket var en større fremgang end de ventede 0,4 pct. Opgørelsen for februar blev oprevideret til fremgang på 0,1 pct. fra et fald på 0,2 pct.

Efter flere uger med fokus på den makroøkonomiske situation og meldingerne om Grækenland kan fokus i den kommende uge flyttes over på regnskabssæsonen, som for alvor skydes i gang. Mandag er aluminiumsgiganten Alcoa regnskabsaktuel. Senere på ugen kommer Intel, JPMorgan, General Electric og Bank of America med regnskaber. Regnskaberne kan give et praj om sundheden i virksomhederne efter den økonomiske nedtur i 2008 og 2009.

Læs også