Jyske Bank i sag om hvidvask

Jyske Bank er blevet pålagt bøder af de spanske myndigheder, som mener, at banken har overtrådt en række regler om hvidvask i Spanien og Gibraltar.

De spanske myndigheder har to gange givet Jyske Bank bøder for at have overtrådt de spanske regler om hvidvask af penge. Det drejer sig om bankens nu nedlagte afdeling i Spanien og afdelingen i Gibraltar.

I Danmark har der aldrig været sager, hvor banker har fået tilsvarende bøder.

Bøderne er faldet, fordi myndighederne i Spanien ikke har kunnet få de nødvendige oplysninger fra Jyske Bank. Samtidig beskyldes banken for utilstrækkelig kontrol, manglende indberetninger og uvilje til at undersøge visse transaktioner.

Betydelig størrelse


De spanske myndigheder mener, at banken i den nu nedlagte afdeling har overtrådt reglerne om intern kontrol samt uddannelse af medarbejdere. Også her efterlyser myndighederne vilje til samarbejde fra Jyske Bank.

Banken er tilbageholdende med oplysninger i sagen og vil ikke oplyse bødernes præcise størrelser.

»Men de er af betydelig størrelse. Noget større, end vi ser det herhjemme,« siger

Peter Stig Hansen, juridisk

direktør i Jyske Bank.

Bøde er betalt


Han oplyser, at sagen om den spanske afdeling er afsluttet, og at bøden er betalt, men vil ikke uddybe omstændighederne. Sagen om afdelingen i Gibraltar skal afgøres ved en spansk domstol.

Jyske: Bøde er en fejl


Peter Stig Hansen afviser, at banken har været involveret i ulovlige aktiviteter, og forklarer, at bøden til den spanske afdeling skyldes en fejl, og at banken i Gibraltar overholder reglerne på området ved at indberette til myndighederne i Gibraltar.

Morgenavisen Jyllands-Posten har fået aktindsigt i dokumenter, der viser, at de danske myndigheder blev underrettet om sagen tilbage i november 2008, og de sidste informationer mellem Danmark og Spanien blev udvekslet i marts 2009.

Hverken de danske eller spanske myndigheder ønsker dog at kommentere sagen.



Penge, side 9

Læs også