PBS beskyldes for at misbruge oplysninger

Konkurrencestyrelsen kritiseres for efter to års overvejelser at have afvist at behandle alvorlige beskyldninger mod PBS om misbrug af hemmelige kundekartotekter.

PBS, der håndterer betalinger på vegne af alle danske banker, beskyldes af konkurrenter for groft at misbruge sit fortrolige kundekartotek til på rekordtid at have erobret en god bid af det givtige marked for betalingsterminaler i danske butikker.

PBS besluttede for to år siden at udvide sit forretningsområde med håndtering af Dankort-betalinger til også at sælge og servicere selve terminalerne. Ifølge konkurrenten, CTCoins, har PBS via udnyttelse af sit monopol sikret sig en betydelig markedsandel. CT-Coins, der har en markedsandel på 10 pct., indklagede for to år siden PBS's forretningsmetoder til Konkurrencestyrelsen, der nu efter mange overvejelser har afvist at behandle klagen.

Det er sket med en begrundelse om, at styrelsen skal bruge så mange ressourcer til opgaven, at resultatet »ikke vil stå mål med betydningen for konkurrencen«.

PBS den største udbyder


Ifølge adm. direktør for CTcoins Carsten Krogh er der nu kun tre andre betydelige udbydere af terminaler udover PBS, og han stiller sig helt uforstående over for Konkurrencestyrelsens afvisning.

»Det her vil sikre PBS en position som den absolut største udbyder til skade for al videre konkurrence,« siger han.

»Det er især problematisk, at der ikke er vandtætte skotter mellem PBS's kundekontakt for betalingsformidling og koncernens salg af terminaler. PBS har jo erkendt, at oplysningerne fra kundekartoteketer bruges som grundlag for salg- og markedsføring af terminaler, uden at de samme oplysninger stilles til rådighed for andre på markedet,« siger Carsten Krogh.

I brancheorganisationen Dansk Erhverv havde chefkonsulent Mette Feifer helst set, at Konkurrencestyrelsen havde gennemført undersøgelsen.

»PBS er den helt centrale spiller på det danske marked for betalingskort, og derfor er det interessant, hvordan PBS agerer på markedet. PBS har et monopol på Dankort-området, og det stiller særlige krav til koncernens adfærd,« siger hun.

Fusion med Norge


PBS vil sandsynligvis allerede inden maj have sikret sig en position som den absolut største udbyder af betalingsterminaler. Det sker ved at fusionere med det tilsvarende norske betalingssystem, BBS, der for knap tre år siden købte den store terminalproducent LD Betalingsservice. I branchen skønnes det, at PBS dermed vil have sikret sig en markedsandel på op imod 50 pct.

Informationschef i PBS Søren Winge noterer sig, at Konkurrencestyrelsen har afvist sagen.

»I kraft af vores størrelse tager vi i PBS det yderst alvorligt, at vi ikke misbruger vores markedsposition, og det er også sket i dette tilfælde,« siger Søren Winge, der af hensyn til konkurrencen ikke vil oplyse PBSs markedsandel. •



Læs også