Når indskydergarantien tager risikopræmien

Banksystemet kan bruges til mange ting, sommetider også til noget, det ikke var tiltænkt.

Kollapset i den såkaldte rigmandsbank Capinordic Bank vil ifølge medierne sende en regning på ca. 800 mio. kr. til Indskydergarantifonden, som derefter må kræve en tilsvarende forstærkning hos de øvrige pengeinstitutter.

Det må på flere måder være rigtigt surt for de konkurrerende pengeinstitutter at skulle betale, når nogle af de mest aggressive kolleger måske har været på kunderov ved at tilbyde det, som viser sig at være uholdbare ind- og udlånsrenter.

Det fragår i første omgang aktionærerne i de øvrige bankers værdier, men disse banker må indregne disse meromkostninger i deres marginaler over for kunderne, og dermed bliver det i sidste ende den samlede kreds af bankkunder, der får lov at betale for de fordele, som Capinordic Banks kunder opnåede.

Det kan synes urimeligt, men det er meget vigtigt for hele den finansielle infrastruktur, at der er tillid til, at almindelige indskydere kan få deres indskud ud, da ingen bank kan overleve ret mange timer, hvis der kommer ”run” på banken. Derfor er indskydergarantien en livsnerve, som dog under den allerhedeste tid efter Lehman Brothers' kollaps i efteråret 2008 måtte forstærkes af nationalbanker og stater.

Det kollektive ansvar kunne måske også forventes at føre til en selvjustits blandt bankerne, men der er altid brodne kar, og den iboende grådighed har en tendens til at flytte moralske grænser. Hver gang man oplever et svigt, som vi f.eks. så det i Enron i forbindelse med it-boblen, tror man, at alle er blevet klogere. Men hukommelsen er kort, opfindsomheden stor, og grænserne bliver hurtigt flyttet igen.

Uden at jeg kender sagen nærmere, synes Capinordic Banks model i grove træk at være den enkle, at man har lokket svenskere på den anden side af sundet med relativt gode indskudsvilkår, og at man på udlånssiden har haft en stor koncentration blandt 35 - 40 kunder, tilsyneladende i en snæver vennekreds omkring det, der malende, men måske en smule misvisende er blevet kaldt milliardær-klubben. I hvert fald var milliarderne bygget af et noget porøst materiale, hvor bare værdien af Capinordic-aktierne kan fremhæves som eksempel.

Selvfølgelig har der også været andre aktiviteter i Capinordic Bank, men tilsyneladende af mindre væsentlighed. Lidt forenklet kan det derfor se ud, som om Capinordic Bank har været anvendt som et alternativ til at udstede virksomhedsobligationer for at medvirke til finansieringen af den snævre kreds' spektakulære investeringer.

Med indskydergarantien har investorerne ikke krævet en væsentlig risikopræmie. Alternativt ville virksomhedsobligationer udstedt til kredsens aktivitetssammensætning næppe have været kategoriseret i de lave risikoklasser.

Det har måske hjulpet Capinordic Banks model, at man ”fundede” sig i Sverige og udlånte i den danske del af banken. Så har de danske kolleger i pengeinstitutverdenen ikke følt konkurrencen på indlånssiden og næppe heller været specielt misundelige på udlånsporteføljen. Så der har ikke været et pres fra den kollegiale selvjustits for at henstille til mådehold. Det har alene været Finanstilsynets indsigt, som har kunnet forhindre katastrofen, men transparensen i kundeengagementerne har næppe været stor.

Man kan bruge banksystemet til mange interessante formål - fra tid til anden også til noget, det ikke var tiltænkt!

Læs også