Vejen til succes

Opdræt af undulater, skoleblad, dyrkning af juletræer, postordre og et pladeselskab. Richard Branson var vidt omkring, inden han gik ind i luftfart.

Kaspars Purmalis fra Letland har stillet flere spørgsmål, der alle handler om motivation. Denne klumme er til ham og andre med samme interesse.

Hvad ville du gerne være, da du var dreng?

»Da jeg var dreng, var jeg glad for sport og ville gerne være professionel sportsudøver. Som 11-årig beskadigede jeg desværre det ene knæ så alvorligt, at lægen sagde, at jeg ikke kunne dyrke sport i meget, meget lang tid. Jeg var knust.

Da jeg ikke kunne gå sportens vej, brugte jeg en masse tid på at følge nyhedsstrømmen og satsede på at blive journalist.

Det blev nu ikke til noget, om end jeg som 15-årig gav mig i kast med mit eget skoleblad. Pengene skaffede jeg ved at sælge annoncer fra skolens telefonboks.

Som dreng var jeg også interesseret i rummet. Det var ”Apollo 11”-landingen på Månen i 1969, der fik mig til at ville være astronaut.

Takket være den dygtige flykonstruktør Burt Rutan, som jeg har samarbejdet med om et fly, der kan befordre almindelige mennesker ud i rummet, får jeg muligheden for at blive astronaut.«

Hvor gammel var du, da det første gang gik op for dig, at du havde succes som forretningsmand?

»Da skolebladet begyndte at modtage checks for annoncer fra virksomheder. Det vidnede om, at vi havde et rigtigt blad. Det var hårdt, men det gik godt i nogle år.

Da jeg var 20, etablerede jeg sammen med nogle venner Virgin som et lille postordrefirma. Så åbnede vi pladeforretninger og oprettede et studie. Vi opdagede Mike Oldfield og udgav ”Tubular Bells”. Resten turde være velkendt.«

Hvornår mærkede du for alvor interessen for erhvervslivet?

»I 1960'erne var antagelsen, at man ikke ville blive til noget, hvis man ikke klarede sig godt i skolen. Jeg satte mig for at bevise, at antagelsen var forkert. Meget tidligt begyndte jeg at få lyst til at skabe noget for at kompensere for mine manglende traditionelle boglige resultater. Da jeg var 15, begyndte jeg at tænke på alt det, som jeg ikke var glad for i skolen - og i verden. Skoleinspektøren på Stowe School, hvor jeg gik, foreslog efter en samtale, at jeg luftede mine synspunkter i skolebladet. Jeg var ikke vild med det skoleblad, der eksisterede, så Jonny - en ven, der var langt mere erfaren og vidende end jeg - og jeg besluttede at lancere vort eget landsdækkende skoleblad og vække opmærksomhed.

Tanken var at fremme vore egne og vore jævnaldrenes synspunkter. Den mere forretningsmæssige side af sagen kom i anden række.«

Forsøgte du at etablere andre firmaer end Virgin og skolebladet?

»Det første firma, jeg prøvede kræfter med, var et juletræsselskab. Min ven og jeg såede 400 frø.

Vores plan var at sælge træer for 2 pund pr. træ og tjene 800 pund, men desværre blev frøplanterne ædt af kaniner. Vi blev jordet fuldstændigt.

Så forsøgte jeg mig som undulatopdrætter. Hvis jeg skal være ærlig, gik det heller ikke godt. Men de to fejlslagne eksperimenter gav mig erfaring og lyst til at blive ved og forsøge at klare mig i erhvervslivet. Bagefter lancerede min ven og jeg skolebladet i den tro, at vi som 15-årige kunne forandre verden.«

Hvordan bærer du dig ad med at vurdere potentielle forretningspartnere? Hvilke kvaliteter spejder du efter hos dem?

»Jeg spejder efter personer, der har mod på livet og mod på det, de giver sig i kast med.

Jeg nyder at samarbejde med ligesindede, der ikke er bange for at tage chancer, og som ikke viger tilbage for at udfordre de tunge drenge. Inden for koncernen har vi et godt miks af ledere og administratorer.

I forretningsverdenen ændrer billedet sig hele tiden, så jeg foretrækker personer, der kan lide at tænke kreativt, og som konstant udviser stor opfindsomhed og virker inspirerende.«

Læs også