Tivoli: Unfair konkurrence

I morgen åbner Tivoli i København for 168. gang dørene til en ny sæson. Men den store forlystelsespark gør sig ikke mange forhåbninger om at tiltrække flere turister i år.

Det skyldes, at momsen i stort set alle andre EU-lande er blevet nedsat så kraftigt, at den danske turistbranche ikke har nogen chance for at hamle op med det. Det siger administrerende direktør, Lars Liebst, til RB-Børsen.

»Historien med de mange færre turister er en grum historie. Det er en unfair konkurrence. Og den rummer i virkeligheden noget, som turisterhvervet og politikere må tage sig af, for vi kan ikke klare det selv,« siger Lars Liebst.

Hvis Tivoli og resten af turistbranchen igen skal tiltrække udenlandske turister, bliver Danmark nødt til at have samme vilkår som de øvrige EU-lande, siger Tivoli-direktøren.

»Man skal indse, at turisterhvervet skal ses som et eksporterhverv. Når turisterne kommer, får vi udenlandsk valuta ind i vores kasse. Vi er nødt til at have samme vilkår som resten af Europa, ellers er der en skævvridning. Det er fint at holde fanen højt politisk, men i realiteternes verden duer det ikke,« siger Lars Liebst.

Regeringen fremlagde for nylig et lovforslag, der går ud på at indføre en mere stringent og målrettet markedsføring af Danmark. Det er et positivt tiltag i den rigtige retning, men det er stadig ikke nok, siger Tivolis direktør.

Læs også