Medieforlig med torne

De næste fire års medieforlig skal inden længe forhandles på plads. Der er mange interesser at tilgodese.

Der bliver ventet i spænding derude i medieverdenen. På det forestående medieforlig, som kan vende rundt på en ting eller to, når det gælder penge og krav til det indhold, der skal leveres for at få del i de offentlige penge.

Egentlig har startskuddet lydt for længst, men forhandlingerne om det fremtidige medieforlig er endnu ikke løbet i gang, da ministerrokaden har forsinket processen.

Foreløbig har den nye kulturminister, Per Stig Møller (K), kun indkaldt medieordførerne fra de respektive politiske partier til en omgang opvarmning i form af indledende samtaler for at pejle sig ind på partiernes ønskelister.

Det skaber forventninger om et nyt, bredt forlig for perioden 2011-2014. Det seneste medieforlig har været et meget bredt et af slagsen, da kun Enhedslisten har været uden for det gode selskab, og det har både en fordel og en ulempe.

Fordelen er, at alle til en vis grænse står last og brast undervejs, mens ulempen er, at det brede forlig også koster, da oppositionen naturligvis tager sig betalt for at være med, ligesom det er vanskeligere at være syv partier om at enes end tre eller fire.

Prisen for at få alle med kunne ses, da forligspartierne sidste år skulle skrue en redningspakke til TV 2 sammen. I samme ombæring fik DR tilført 65 ekstra millioner uden egentlig årsagssammenhæng, men det var prisen for at få alle til at acceptere nødhjælpen til TV 2.

Uden at komme ind på debatten om røde og blå lejesvende er det svært at se bort fra, at politikere fra den borgerlige halvdel er nemmere at overbevise om TV 2's fortræffeligheder, mens DR typisk henter politisk opbakning fra den modsatte kant.

Det illustrerer det udspil, som socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre i sidste uge præsenterede for de elektroniske medier, tydeligt.

Det er svært at karakterisere som andet end særdeles DR-venligt, idet man både vil sikre flere penge og mere frihed til DR. Netop derfor er DR det store diskussionsemne i medieforligskredsen og kan blive knasten, der kan få forhandlingerne til at vælte.

Det er ingen hemmelighed, at Dansk Folkeparti og delvist regeringen har et horn i siden på DR, som man efterhånden mange gange har beskyldt for politisk slagside. Det så man senest i mandagens udgave af Morgenavisen Jyllands-Posten, da Ole Hyltoft - næstformand i DR og udpeget af Dansk Folkeparti - langede kraftigt ud efter nyhedsdækningen i DR, især på DR2 og P1, og det er sådanne ting, som kan besværliggøre forhandlingerne.

Flere penge og mere frihed til DR står derfor hverken øverst eller nederst på Dansk Folkepartis ønskeliste.

Men det handler ikke kun om tv-medier. Internetmedierne kommer også til at indtage en ny og mere central rolle. Spørgsmålet er bare hvordan. Indtil nu har de måttet klare sig uden skatteyderpenge, men det kan der blive lavet om på, og det kan betyde, at der på en eller anden facon vil blive lagt mere vægt på, hvilket indhold, et medie står for, frem for hvordan mediet udkommer.

Det helt kritiske punkt er her, at man så skal have et smagsdommerelement med indover, når det skal bedømmes, om indholdet er støtteværdigt.

Det kan gibbe i enhver, der frygter statslig indblanding, men omvendt taler tilhængerne for, at det er naturligt, at man udøver en vis kontrol med skatteborgerpenge og sikrer, at pengene bliver brugt fornuftigt og ikke kastet i grams.

Samtidig er specialmedierne godt og grundigt trætte af, at de kan se dagbladene modtage støttekroner, mens de skaber flere og flere nichesider på nettet.

Det er lidt samme retorik, som dagbladene selv bruger, når de kritiserer DR.

Mens regeringen stadig er tavs om dets samlede forligsplaner, har oppositionen ud over sit elektroniske udspil også foreslået, at søgemaskiner som Google skal betale en linkafgift for at linke til danske sider, og det har fremkaldt en hovedrysten så stor, at den først er ved at stoppe nu en uges tid efter.

»Dette er bare endnu et eksempel på, at de danske medieordførere ikke forstår onlinemedierne,« som Christina Schaarup, redaktør for Frontbox.dk, har skrevet i en kritisk kommentar til forslaget, som andre steder i medieverdenen er blevet modtaget med samme vrangvillighed.

Ikke mindst fordi det vil være at stække informationsfriheden.

Hos de trykte medier forsøger man indtil videre at bevare sine støtteordninger uforandrede.

En fastholdelse af nulmomsordningen og distributionsstøtten er dagbladsbranchens vigtigste mål, og den er ikke parat til omvæltninger i en turbulent og økonomisk presset tid. Man har brugt mange kræfter på at stække DR's vinger på nettet, fordi det koster kommercielle kroner, når DR tilbyder sine gratis tilbud på områder, der er annoncekroner i.

På radiofronten kommer det til en kamp mellem DR og det kommercielle radiomarked, der måtte være tilbage efter flere opsigtsvækkende konkurser. Det kan komme på tale, at DR mister en af sine fire landsdækkende licenser på FM-båndet, men det virker næsten umuligt at få sået de nødvendige frø til at skabe liv i det kommercielle radiomarked.

Hidtil er det kun lykkedes i et meget begrænset omfang, men omvendt er det nødvendigt at gøre det, hvis regeringen har ambitioner om at skabe en blot nogenlunde konkurrence til DR's radiokanaler.

Alt i alt er der mange interessenter, der skal tilgodeses, når den endelige forligstekst skal udformes, og ofte er der modsatrettede interesser at tage hensyn til. Derfor kan det ikke undgås, at der vil komme et vist rabalder, når den endelige forligstekst engang foreligger.

Medieordførerne holder mange møder med de pågældende, og selv om det ikke altid lyder sådan, er man klar over, at man ikke kan gøre alle glade. Det er, fordi pengepuljen forbliver den samme, mens flere gerne vil have del i den. Og det regnestykke efterlader alt andet lige nogle sure, skuffede og måske lukningstruede.

Læs også