Obligationer: Åbner lavere på øget risikoappetit

Det danske obligationsmarked er onsdag åbnet lavere som ventet, idet investorerne har øget risikoappetitten.

Sent tirsdag aften kom den amerikanske mikrochipproducent Intel med sit regnskab for første kvartal, hvor både omsætningen og indtjeningen var bedre end ventet, mens nøgletal fra Singapore også er kommet ud bedre end ventet. Det minsker efterspørgslen på de fastforrentede papirer. I eftermiddag er der fokus på tal for det amerikanske detailsalg.

Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, er onsdag åbnet 0,14 point lavere i kurs 104,65 med en effektiv rente på 3,41 pct.

Natten til onsdag kom der tal for økonomien i Singapore, hvor regeringen hævede sin vækstprognose markant efter bedre end ventede væksttal for første kvartal. Regeringen venter nu en BNP-vækst på 9,0 pct. i 2010 sammenlignet med tidligere prognose om en vækst på 6,5 pct. BNP-væksten steg med 13,1 pct. i første kvartal sammenlignet med analytikernes forventninger på 11,0 pct. På årsbasis steg BNP-væksten 32,1 pct. i første kvartal, hvor analytikerne havde ventet en mindre stigning på 18,4 pct. Inflationen steg også mere end ventet, hvilket fik regeringen til at revaluere sin valuta.

På makrosiden bliver tal for det amerikanske detailsalg for marts offentliggjort, og opgørelsen har potentialet til at blive toneangivende på finansmarkederne. Torsdag i sidste uge kom de store detailkoncerner med salgstal, og det blev hovedsagligt til positive overraskelser. ICSC-detailsalg steg i marts 9,0 pct., og det gav forhåbninger om styrke i onsdagens præsentation. Analytikerne venter, at detailsalget ekskl. salget af biler er steget med 0,5 pct. i marts.

Industriproduktionen i eurozonen offentliggøres for februar og ventes at vise en stigning på 0,1 pct. sammenlignet med en nedrevideret stigning på 1,6 pct. i januar. På årsbasis ventes industriproduktionen at være steget med 2,8 pct. i februar.

Afsluttende offentliggøres Beige Book fra den amerikanske centralbank kl. 20. Rapporten måler temperaturen i den amerikanske økonomi i de forskellige regioner fra de regionale centralbanksdivisioner. Rapporten fra marts viste pæne forbedringer i den amerikanske økonomi ved ekspempelvis privatforbruget, mens der forsat var tale om en svaghed på boligmarkedet og situationen for arbejdsmarkedet.

Læs også