Demonstration mod omstridt æggekage-kro

Et halvt hundrede personer demonstrerede tirsdag ved Restaurant Carlslund i Odense.

Foto: Colourbox Foto: Colourbox

De protesterede imod forpagter Henning Engstrøms opsigelse af overenskomsten for kokke, tjenere og opvaskere på Odense Kommunes kendte æggekage-kro, skriver Nyhedsbrevet 3F.

- Vi vil sikre, ordentlige løn- og ansættelsesvilkår for de ansatte på Carlslund, siger Charlotte Vincentz Petersen, formand for 3F Odense GOPS.

Forpagteren af Carlslund opsagde i november overenskomsten med 3F. Odense Kommune indgik i oktober en ny femårig aftale med Henning Engstrøm om forpagtning af Carlslund. Aftalen forpligter ham ikke til at følge overenskomsten.

Men kommunens folk vil nu se på sagen:

- Det er rigtig ærgerligt, at arbejdsgiveren ikke vil tage et socialt ansvar. Ikke mindst når der er tale om en turistattraktion for vores by, siger medlem af Odense Byråd, Helle Nielsen (S) til Nyhedsbrevet 3F.

Forpagteren af Carlslund er uenig:

- Det kan ikke passe, at man ikke bare kan melde sig ud af en overenskomst. Tiden er løbet fra 3F, når de stiller op og demonstrerer ulovligt her på min matrikel, siger Henning Engstrøm til Nyhedsbrevet 3F.

Læs også