Grøn protektionisme

Når vestlige virksomheder presses af konkurrenter udefra, tages der initiativ til at indføre handelshindringer af kunstig karakter. For eksempel ved at påberåbe sig dårlige miljøforhold i afsenderlandet.

Grøn protektionisme.

Udtrykket er ikke nyt.

Men det har fået forstærket relevans.

På det årlige forum for Asiens spidser på den kinesiske ø Hainan blev det identificeret som en af fremtidens trusler mod udvikling og vækst.

Historisk nærer den tredje verden og de nye økonomier en betydelig skepsis over for USA's og EU's metoder til beskytte egne markeder under dække af politik. Man har i årtier klaget over handelshindringer, der overordnet ses som politiske. Som manglende demokrati, menneskerettigheder og børnebearbejde - og nu altså grøn protektionisme, som Vesten kan bruge som argument til at beskytte egen markeder og stadig opretholde illusionen af at være tilhænger af frihandel.

Problemet indtog en central placering på Asiens svar på det årlige World Economic Forum i Davos. Det hedder Boao Forum for Asia og er blevet afviklet siden 2002.

Ligesom Davos lidt væk fra alfarvej og med et stænk af ekslusivitet.

Her mødes tusinder af Asiens beslutningstagere fra det økonomiske, politiske og intellektuelle univers for at debattere tidens - og ikke mindst fremtidens - tendenser uden presset af at være i en handlingsorienteret situation. En af de få vestligere ledere til stede var faktisk statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der også deltog i den paneldiskussion, hvor frygten for den grønne protektionisme kom stærkest til udtryk.

Indien, Kina og Asean-landene har længe set med skepsis på de sprækker den økonomiske krise har slået i den ellers udbredte enighed om frihandel.

Det er manglende fodslag på et tungt område som landbruget, der har fået de globale frihandelsbestræbelser under WTO til at gå i stå. Men de nye økonomier ser også principielle modsætninger netop defineret som handelshindringer, som har mere at gøre med politik end handel.

Set fra den side af muren ser billedet sådan ud, at når en national eller lokal industri presses af billige eller bedre produkter udefra, tages der initiativer til at lægge handelshindringer af kunstig karakter. For eksempel ved at påberåbe sig dårlige miljøforhold i afsenderlandet.

Ikke kun i forhold til at forhindre den nye verdens egne industrier i at få adgang til Vestens markeder. Også når det handler om at forhindrede outscourcing. Med told og afgifter gør man det mindre lukrativt at flytte produktionen til Kina, Indien eller Afrika.

Stål eller cement. Sko eller bananer. Myanmar eller Iran. Menukortet er uendeligt.

En af problemstillingerne er, at det ikke er let at udskille den grønne faktor. Som verdenshandelen er skruet sammen i dag er titusindvis af produkter sat sammen af forskellige komponenter, inden de når frem til slutdestinationen. Faktisk ikke mindre end 25 pct. af alle de varer, der transporteres i de globale fødekæder er blandingsprodukter med fodartryk i lande med vidt forskellige niveauer af forurening og drivhusgas.

Både det amerikanske senat og EU arbejder i øjeblikket med med planer for at kunne forbinde nationale klimamål med afgifter på importerede varer fra nationer der ikke har tilsvarende mål eller ambitionsniveauer.

Lovgivning, der skal kompensere for strenge miljøkrav og afgifter pålagt nationale industrier ved at tilsvarende at pålægge udenlandske konkurrenter ekstra told og afgifter som kompensation. En slags skat på C0 -2 -- følsom import eller på import fra lande som man generelt ikke mener lever op til egne høje miljø-standarder. En uundgåelig adoptionsmekanisme, som Frankrigs præsident Zarkozy siger.

Men asiaterne hører ugler i mosen og et nyt forsøg på protektionisme. Tvetunget tale fra den rige verden der taler for frihandel og samtidig lukker egne markeder med politiske handelshindringer. De ser en trussel mod international handel, vækst og opsving oven på finanskrisen.

Indien og Kina er stadig først og fremmest fokoseret på vækst og fattigdom. De mener stadig, at den industrialiserede verden i stedet for grøn protektinisme må til lommerne eller som minimum finansieere teknologi-overførsel, der kan sikre den fortsatte fremgang.

Grøn protektionisme bliver en af frontlinjerne i de internationale handelsforhandlinger i de kommende år.

Læs også