Recessionen er forbi - og dog

Skræmte eksperter vover ikke at fastslå, at efterkrigstidens længste recession virkelig er vendt til et nyt opsving. Stigende produktion og opbygning af lagre er ikke nok til at udløse den officielle dom fra syv højt anskrevne professorer.

Recessionen er forbi, lød det opmuntrende budskab for en uge siden. Det kom fra ingen ringere end Harvard-professoren Jeffrey Frankel, der skulle have de bedst tænkelige forudsætninger for at afsige en så kategorisk dom.

Ikke kun underviser Frankel i økonomi på det berømte universitet i udkanten af Boston. Han er oven i det medlem af den komite, der har til opgave ganske officielt at fastslå, hvornår en recession er begyndt, og hvornår den er afsluttet.

Der er desuden mange åbenlyse tegn på, at Frankel denne gang kunne tillade sig at aflevere det optimistiske budskab. Ikke kun tyder alt på, at årets første kvartal bød på ny økonomisk vækst, skønt den næppe nåede op på det 5,6 pct. tempo, som det amerikanske bruttonationalprodukt præsterede i de sidste tre måneder af 2009. Derudover melder næsten alle virksomheder fra den mindste isenkræmmer til New Yorks fornemste juveler, Tiffany & Co, om en kraftig opbygning af deres lagre. I erhvervslivet er der således voksende forventninger om, at forbrugerne nu vil finde kreditkort og tegnebøger frem i et sådant omfang, så det spirende opsving bliver selvforstærkende.

Trods de positive tegn har mange amerikanere vanskeligt ved at tro på, at efterkrigstidens antageligt længste økonomiske nedtur er vendt til et nyt opsving. For dem spiller det en langt større rolle, at der fortsat er høj ledighed, end at den ene eller den anden statistik viser klar bevægelse i den rigtige retning.

Selv regeringen er yderst tilbageholdende, når det kommer til kategoriske erklæringer om, at alt nu går i den rigtige retning, og at det blot gælder om at mobilisere en smule tålmodighed. Også ledigheden vil falde, skønt det som altid sker med betydelig forsinkelse.

Stemningsskiftet er iøjnefaldende. Under præsident George W. Bush demonstrerede Det Hvide Hus en højt udviklet evne til at vende selv de mest tvivlsomme økonomiske indikatorer til noget positivt. Under Barack Obama har det til gengæld heddet, at det vil tage tid at komme op fra det dybe hul, som forgængerne havde gravet alle ned i.

Den forsigtige holdning kan naturligvis forklares med en latent frygt for, at opsvinget viser sig at være en enlig svale på det økonomiske barometer.

Fortalerne for den forsigtige kurs fik ny ammunition, da den særlige komite under National Bureau of Economic Research ved ugens begyndelse i noget, der af mange blev opfattet som en kovending, veg tilbage fra at udbasunere det glædelige budskab om den seneste recessions afslutning og død. I stedet konstaterede komiteens syv medlemmer i en erklæring, at skønt de fleste indikatorer nu pegede opad, så havde den besluttet, at det på basis af de nuværende opgørelser ville være forhastet at fastslå, hvornår bunden blev nået. Det blev forklarende tilføjet, at det ganske vist er en populær tommelfingerregel at definere en recession som to kvartaler efter hinanden med faldende bruttonationalprodukt.

Komiteen nøjes imidlertid ikke med den statistik, når den skal afgøre, hvornår en recession begynder, og hvornår den slutter. Komiteen definerer derfor en recession som et betydningsfuldt fald i den økonomiske aktivitet over en længere periode. Sådan et fald kan ikke kun aflæses i bruttonationalproduktet, men også i ting som beskæftigelse, indtægt og industriproduktion.

Selv professor Frankel syntes at være kommet i tvivl om sin egen første, skråsikre erklæring. Efter mødet med sine kolleger påpegede Frankel, at man antageligt kunne læse mere ud af nationalindtægten end af bruttonationalproduktet, så det havde komiteen studeret meget grundigere.

Noget tyder på, at det er en af Frankels Harvard- kolleger, Martin Feldstein, der har gjort sin indflydelse gældende. Feldstein har tidligere talt om en betydelig risiko for, at USA løber ind i den frygtede dobbelte nedtur, hvor et kort og svagt opsving efterfølges af en ny recession.

Nu hævder Frankel, at der ikke er tale om en dyb spaltning af komiteen. Medlemmerne er blot uenige om, hvor stor risikoen for den dobbelte nedtur er. Denne uenighed kan få politiske konsekvenser. Mange demokrater vil således se eksperternes tøven som indirekte støtte til deres ønske om at vedtage en ny stimulanspakke, skønt noget sådant vil forøge statens allerede rekordstore underskud.

Republikanerne vil afvise en sådan tolkning og fastholde deres påstande om, at hverken redningsaktionen for den finansielle sektor eller sidste års stimulanspakke har haft den ønskede virkning. Noget sådant ville kunne tolkes som indirekte støtte til præsident Obama, og det er udelukket.

Når eksperterne tøver med at sætte endeligt punktum for recessionen, kan det også have andre forklaringer. Det tog den samme komite næsten et år at fastslå, at recessionen begyndte i december 2007. Enkelte eksperter hævder, at den i virkeligheden blev afsluttet i august 2009, og følges det tidligere tempo, kommer den officielle dom således først engang i løbet af sommeren.

Under alle omstændigheder kan det konstateres, at 2007-2009 recessionen er godt på vej til at sætte en ubehagelig rekord. Recessionerne i 1973-1975 og 1981-1982 varede begge 16 måneder, hvilket gjorde dem til de længste siden den 43 måneder lange depression fra 1929 til 1933.

Recessionerne i 1991 og i 2001 var både milde og kortvarige, hvilket gjorde det muligt relativt hurtigt at fastslå, hvornår de var begyndt og afsluttet. Det var således National Bureau of Economic Research, der fastslog, at USA blot var i recession fra marts til november 2001.

Når eksperterne denne gang tøver, kan det antageligt også forklares med, at de som et brændt barn skyr ilden. Intet medlem af kommissionen har glemt, at det var deres højt respekterede tidligere kollega og nuværende centralbankchef Ben Bernanke, der i et udfald af sjældent overmod for et par år siden konstaterede, at finanskrisen var inddæmmet. Andre hævdede længe efter, at recessionen i virkeligheden var begyndt, at USA slet ikke ville blive ramt af noget sådant. Også regeringen kom galt af sted, da den forudsagde, at stimulanspakken ville begrænse ledigheden til 8,5 pct. Den har som bekendt været over 10 pct.

Det er uklart, hvornår eksperterne vil gøre et nyt forsøg på at afsige den officielle dom. Meget tyder dog på, at selv forsinkelsen ikke ændrer ved, at den seneste nedtur ikke kun blev den dybeste, men også med 20 måneder eller mere blev den længste i 75 år.

Læs også