Finansfokus fredag

Menuen står fredag på spændende regnskaber fra udenlandske kanter, hvor morgenstundens tal kommer fra det svensk/japanske joint-venture Sony Ericsson.

Senere vil regnskaberne fra industrikonglomeratet General Electric og storbanken Bank of America slå tonen an. Danske Trygvesta handles fredag uden rettighed til udbytte.

Mobiltelefonproducenten Sony Ericsson, som er et svensk-japansk joint venture, fremlægger regnskab for første kvartal inden de europæiske markeder åbner. For det svenske moderselskab Ericsson vil opmærksomheden være på Sony Ericssons bidrag til bundlinjen, mens den finske konkurrent Nokia får en temperaturmåling fra branchen inden regnskabet på torsdag. Ericsson fremlægger sine tal på fredag næste uge.

Amerikanske General Electric (GE) vil være et af fredagens helt store trækplastre, da gigantens størrelse og placering i industrien giver en god indikation for udviklingen. Koncernen fremlægger regnskab før markederne åbner (8.30 a.m. ET). Credit Suisse skrev i en analyse, at Generel Electric vil begynde at vinde indtjeningsmomentum, og det vil blive understøttet af udviklingen i makroøkonomien. General Electric skrev selv i årsregnskabet, at koncernen forventer solid vækst fremover. General Electric forventer at generere 23-26 mia. dollar i indtjening i 2010, hvoraf omkring 10 mia. dollar vil komme fra salget af TV-stationen NBC Universal.

Finanshuset JP Morgan har udnævnt General Electric som sin "top pick"-aktie ved denne regnskabssæson, og finanshuset pointerer, at det foretrækker aktier, hvor forventningerne er sat lavt. JP Morgan stiller det retoriske spørgsmål, hvorvidt at forventningerne kan være konservative eller forsigtige? JP Morgan ser mulighed for positive overraskelser hos GE fra toplinjen og fra omkostningssiden.

Vestas-investorerne vil have fokus på meldinger om udviklingen hos GE Wind-divisionen.

Bank of America leverer også et af dagens højdepunkter med sit regnskab, hvilket kommer, efter at JP Morgan overraskede positivt. Det bliver spændende at se, om Bank of America kan levere samme gode udvikling og øge forventningerne til fortsat bedring i banksektoren.

På makrofronten er det også de amerikanske offentliggørelser, som vil dominere. Boligmarkedet bliver belyst ved 14.30-tiden med opgørelserne over påbegyndt boligbyggeri og byggetilladelser for marts. Det er spændende at se, hvordan boligmarkedet udvikler sig. Påbegyndt boligbyggeri ventes at stige med 6,1 pct. i marts til 610.000 enheder.

Første udgave af forbrugertillid fra University of Michigan for april fremlægges kl. 15.55. Analytikerne venter, at forbrugertilliden stiger til 75,0 fra 73,6.

Læs også