Obligationer: Endte med marginale udsving

Det danske obligationsmarked endte torsdag tæt på en nulløsning i forhold til onsdagens lukkeniveau.

Kurserne havde i løbet af dagen svinget mellem minus og plus, da der var rigeligt med inspirationskilder fra nyhedsfronten. Generelt var der tale om moderate udsving i markedet. På valutamarkedet blev dollaren styrket.

Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, lukkede torsdag 0,05 point højere i kurs 104,90 med en effektiv rente på 3,39 pct.

- Der har været rigeligt med spændende nyheder til obligationsmarkedet. Bekymringerne om de græske gældsproblemer var med til at trække renterne nedad for en periode, men senere var den positive overraskelse fra erhvervstilliden i New York med til at løfte renterne. Der kom forholdsvis svage tal fra jobmarkedet, men det havde ikke stor effekt og erhvervstilliden fra Philadelphia var på linje med forventningerne, udtalte seniorøkonom Rasmus Gudum-Sessingo: fra Handelsbanken til RB-Børsen.

Det amerikanske Empire Manufacturing tillidsbarometer steg langt mere end ventet i april med et hop til 31,86 fra 22,86 i marts. Empire-indekset laves ved, at centralbanken i staten New York hver måned stiller spørgsmål til en række af statens producenter om situationen her og nu og om forventningerne til fremtiden.

Philadelphia Fed-indikatoren for april steg til 20,2 fra 18,9 måneden før. Dermed lå Philadelphia Feds erhvervstillid stort set på linje med forventningerne, hvor analytikerprognosen lød på 20,0.

Antallet af nye dagpengesøgende i USA steg til 484.000 i sidste uge fra 460.000 ugen før. Og dermed blev det til en skuffelse, da analytikerne havde ventet et fald til 440.000, men effekten på kursdannelsen var dog til at overse.

Den amerikanske industriproduktion for marts viste en stigning på 0,1 pct., hvilket var svagere end de ventede 0,7 pct. Til gengæld blev opgørelsen for februar løftet til en stigning på 0,3 pct. mod første udgaves vækst på 0,1 pct.

Ved dansk lukketid kostede en euro 1,5369 dollar, og dermed blev euroen svækket mod dollaren.

Læs også