Det var ikke min skyld

På én front kan konkurrerende bankchefer finde sammen. De havde lige som alle andre ikke kunnet forudse den finansielle krise. En påstand, der ikke holder for en nærmere analyse.

Det er dog ganske forbløffende, hvor uvidende selv de mest erfarne og højest betalte chefer kan være, eller måske rettere har været.

Den konklusion er uundgåelig efter at have lyttet til endnu en runde af de høringer, som fortsætter i Kongressen. Høringer, der er indkaldt af udvalget, som har fået til opgave at fastlægge baggrunden for den finansielle krise. En krise, der var på nippet til at kaste den ganske verden ned i den økonomiske afgrund.

Det er unægteligt ikke hvem som helst, der over for borende spørgsmål har påkaldt sig en forbløffende uvidenhed om, hvad der foregik for næsen af dem. En långivning, der var aldeles uansvarlig, men samtidig yderst indbringende i det mindste på kort sigt.

Indbringende, indtil det spinkle korthus brød sammen og i første omgang truede storbankernes eksistens og dermed også alle vi andre, der direkte eller indirekte er deres kunder. Banker, der ville være bukket under, hvis ikke staten var trådt til med store, direkte tilskud.

Nye beregninger viser ganske vist, at denne redningsaktion kendt som Tarp ikke bliver nær så kostbar som tidligere antaget. Der tales om en nettoudgift for den amerikanske stat på 89 og ikke 255 mia. dollars. Unægtelig en beskeden pris for at forhindre et finansielt ragnarok.

Det beregnede tab, der er skrumpet ind i takt med, at bankerne takket være støtte og yderst gunstige lån har vendt underskud til overskud, er dog kun en yderst beskeden del af prisen for den finansielle sektors uansvarlige optræden.

Finanskrisen sendte millioner ud i arbejdsløshed og reducerede statens skatteindtægter med tocifrede milliardbeløb. Oven i det fulgte en folkelig vrede, der har skabt politiske problemer for en præsident, der - skønt mange har glemt det - først kom til, efter at bankerne havde fået de store tilskud.

Derfor er det selvfølgelig også væsentligt at få klarlagt, hvordan det kunne ske, at bankerne ydede lån, som selv en amatør kunne se aldrig ville blive tilbagebetalt. Hvordan bankerne kunne tilsløre deres uansvarlighed ved at pakke det hele sammen i komplicerede nye værdipapirer.

Det er tvivlsomt, om det lykkes for udvalget at nå frem til den endelige forklaring. Ikke fordi medlemmerne mangler forudsætninger eller vilje, men snarere fordi deres spørgsmål udløser, hvad der er blevet standardsvar.

Reaktionen fra Chuck Prince, der var adm. direktør for Citigroup, indtil han blev tvunget til at træde tilbage i november 2007, var typisk. Han havde stolet på de medarbejdere, der skulle sikre, at banken ikke løb nogen urimelig risiko.

Disse medarbejdere havde, lige som han selv havde gjort det, undervurderet faren og ikke set, hvad der var under opsejling. Til den forklaring tilføjede Prince en hastigt improviseret undskyldning. Han var ked af, at den finansielle krise havde fået så tilintetgørende konsekvenser for landet.

»Jeg føler med de millioner af amerikanere, der har mistet deres hjem. Jeg er ked af, at vor ledelse med mig i spidsen lige som mange andre ikke kunne forudse det sammenbrud af markedet uden fortilfælde, som lå foran os.«

Man kan vælge at opfatte en sådan undskyldning som oprigtig, eller man kan lade være. Under alle omstændigheder svækkes en undskyldning af en tilføjelse om, at alle andre begik den samme fejl.

Noget kunne da også tyde på, at Prince havde taget et blad ud af tidligere centralbankchef Alan Greenspans nye lærebog. Under de samme høringer havde Greenspan flere gange tidligere fraskrevet sig ethvert ansvar for ikke at have fanget den enorme boble på det amerikanske boligmarked.

»Alle overså den. Akademikere. Federal Reserve. Tilsynsmyndighederne.«

Denne påstand holder ikke for en nøjere analyse. De fleste overså eller ignorerede boblen, men ikke alle. Læs blot Michael Lewis nye bestseller ”Big Short,” og det bliver klart, at enkelte efter en grundig analyse konkluderede, at korthuset ville ramle sammen. Ikke mange. Blot en håndfuld eller så, og de blev styrtende rige på at have gjort, hvad bankchefer, centralbanker og tilsyn i virkeligheden havde til opgave.

Robert Rubin, der i seks år var finansminister under Bill Clinton, inden han vendte tilbage til Wall Street som medlem af Citigroups bestyrelse, måtte modstræbende indrømme, at de få smarte investorer havde forudset krisen.

Alle andre inklusiv ham selv havde derimod været ude af stand til at se, at en række kræfter fandt sammen til den perfekte storm.

Fra Rubin var der ingen indrømmelse af, at han som finansminister havde været med til at grundlægge stormen, og heller ikke nogen egentlig undskyldning.

Han nøjedes med en beklagelse og en forklaring om, at han slet ikke havde været i en position til at påvirke så alvorlige ting.

Eksministeren var ganske vist formand for bestyrelsens forretningsudvalg, men han havde ikke noget egentlig ansvar for bankens operationer. Han skulle blot tage sig at store klienter og udenlandske kontakter og samtidig virke som strategisk rådgiver.

Den indsats blev i løbet af de 10 år, indtil Rubin trådte tilbage i begyndelsen af 2009, aflønnet med rundt regnet 100 mio. dollars. For Rubin gælder det som for alle andre bankchefer, at de beholdt deres penge også efter, at Citigroup havde fået 45 mia. dollars fra staten.

Eksdirektør Prince forklarede, at han kun havde solgt enkelte af de mange aktier, som han havde fået i løbet af en lang karriere.

Han havde set kursen falde fra 50 dollars til mindre end en enkelt. Kursen er stadig under 5 dollars.

Det fik dog ingen til at føle medlidenhed med manden, der lever en behagelig tilværelse på Floridas golfbaner, og det har han vel heller ikke fortjent.

Læs også