Øget frygt for ophedet kinesisk økonomi

BNP-vækst på 11,9 pct. overrasker og medfører krav om indgreb.

Kina kom ud af januar kvartal med en bemærkelsesværdigt stor vækst i bruttonationalproduktet (BNP) på 11,9 pct. målt på årsbasis.

Det affødte straks fornyede krav om stramninger for at forhindre kinesisk økonomi i at blive overophedet og gav ligeledes fornyet næring til gisninger om, hvornår Kina slækker grebet om sin valuta, yuan.

Den uventet høje BNP-vækst i første kvartal - den største siden 2007 - skal ses i sammenhæng med, at sammenligningsgrundlaget for et år siden var lavt, eftersom kinesisk økonomi da våndede sig under den globale finanskrise.

Væksten er ikke desto mindre solid, siger økonomer, og berettiger en økonomisk stramning. Nogle økonomer går ind for en forebyggende stigning i renten for at mindske inflationspresset, mens andre går ind for en øjeblikkelig revaluering af yuanen.

Nok har den stabile yuan og Kinas stimuleringspakke ydet deres til global stabilitet efter krisen, men set i lyset af de seneste nøgletal er det på tide, at Kina deler noget af sin vækst med resten af verden, lyder begrundelsen for ønsket om en yuan-revaluering.

Det kinesiske handelsministerium var hurtigt ude med at genbekræfte sin modstand mod en stærkere yuan. Ifølge en talsmand for ministeriet er USA galt afmarcheret med sin påstand om, at Kina ved at holde yuanen nede i værdi giver kinesiske eksportører en uretfærdig konkurrencefordel og derved bidrager til et næsten tocifret ledighedstal i USA.

Ifølge en britisk økonom betyder det lempelige pres på priserne i Kina, at der ikke er uopsættelige grunde til, at Kina lader yuanen stige. I de seneste 21 måneder har den været holdt på en kurs over for den amerikanske dollar på ca. 6,83.

Kinas ubehagelige valg


..

Læs også