Skattestrid i Venstre?

Interne stridigheder i Venstre blev i går manet til ro, da de tre partimedlemmer, der var imod en særskat på pensionsudbetalinger, pludselig makkede ret. Ifølge de tre Venstrefolk måtte partiets ledelse indgå flere kompromiser, for at opnå stemmerne, men det afviser Kristian Jensen i denne høring.

Flere Venstre-medlemmer siger, at de har fået indrømmelser om særskatten og derfor nu vil stemme for. Kan Venstres medlemmer i fremtiden bare sige partiet imod og få deres vilje?

»Nej, vi har ikke som sådan haft en forhandling med hverken Eyvind (Vesselbo, red.), Preben (Rudiengaard, red.) eller Britta (Schall Holberg, red.). Vi har gennem længere tid haft en række henvendelser fra borgere og andre, der har været usikre på, hvad der kommer til at ske med udligningsskatten, og det har gjort, at der har været nogle drøftelser og forhandlinger med Dansk Folkeparti og regeringen om, hvad der skal til. De ændringer er blevet præsenteret for Preben, Britta og Eyvind, og da det er de samme bekymringer, vi har modtaget, som de tre har modtaget, så er det også klart nok, at det er de samme ting, der er blevet kigget på som ændringer. Det er forkert at udlægge det, som om vi har siddet og lavet en lang forhandling, for den forhandling, der har været, er foregået mellem regeringen og Dansk Folkeparti, fordi det er der, aftalen om skattereformen ligger.«

Er det ikke et tegn på, at Venstres ledelse er svækket, når man ikke kan regne med opbakningen til politiske aftaler?

»Vi lytter på de bekymringer, borgerne har. Det her er ikke et spørgsmål om at banke noget igennem, det er et spørgsmål om at lave den rigtige løsning. På den ene side sikre, at den skattereform, der er vedtaget, er fuldt finansieret. At den sikrer, at alle pensionister oplever en lavere skat, men også at de, der må have en stor pensionsudbetaling med en høj fradragsværdi, også har en midlertidig udligningsskat.«

Er der nogen i gruppen, der er blevet sat på plads?

»Jamen, jeg mener sådan set, at hvordan folk oplever det, der er sket, må de selv udlægge. Jeg opfatter det sådan, at jeg har sikret, at der er enighed i Venstres folketingsgruppe om den aftale, vi har indgået omkring skattereformen.«

Er der andre områder, hvor regeringen er nødt til at komme med indrømmelser til medlemmer af Venstre for at få sin politik igennem?

»Det er sådan, at min opgave er, at Venstres folketingsgruppe får gennemført mest muligt af dens politik, og vi står sammen og bakker den politiklinje op. Det har vi præsteret at gøre på alle områder indtil nu.«

Læs også