Markedet lukkede med kursstigninger

De danske obligationer lukkede fredag med kursstigninger, da morgenstundens fremgang blev udbygget en smule i løbet af dagen. Grækenland trak fortsat opmærksomhed. Yderligere kom der boligmarkedstal fra USA.

I de sidste minutter af den danske handel blev aktierne på globalt plan presset, og obligationskurserne vandt terræn. Det skete, efter at finanshuset Goldman Sachs blev anklaget for bedrageri af de amerikanske finansmyndigheder, SEC.

Det amerikanske finanshus Goldman Sachs fik pludselig en hovedrolle, efter at de amerikanske finansmyndigheder anklagede Goldman for bedrageri vedrørende de strukturerede produkter (CDO'er). Det fik bekymringerne til at blusse op. Goldman Sachs-aktien dykkede godt 7 pct. i et enkelt hug. Allerede inden Goldman Sachs-anklagerne begyndte aktierne at sive trods gode fornuftige regnskaber fra amerikanske General Electric og Bank of America.

Der kom lidt nyt fra den græske økonomi, idet landets premierminister, George Papandreou, har ønsket et møde med eurozonen, IMF og Den Europæiske Centralbank. Mødet vil finde sted på mandag, og det gav spekulationer om dagsordenen på mødet, og om den græske regering vil benytte sig af den økonomiske hjælp fra eurozonen samt IMF i nærmeste fremtid.

Det amerikanske boligmarked blev belyst kl. 14.30 med opgørelserne over påbegyndt boligbyggeri og byggetilladelser for marts. Det blev til positive overraskelser, da påbegyndt boligbyggeri var på 626.000 enheder mod ventede 610.000, mens tallene for februar blev oprevideret til 616.000 enheder fra 575.000.

Byggetilladelserne steg til 685.000 i marts fra opreviderede 637.000 i februar, hvor analytikerne havde ventet 625.000 i marts.

Første udgave af den amerikanske forbrugertillid fra University of Michigan for april skuffede med et kraftigt fald til 69,5 fra 73,6 i marts. Analytikerne havde ventet en moderat fremgang i indikatoren til 75,0.

Læs også