Landbrug på hestekur

Dansk landbrug står over for en historisk udfordring. Kampen for fortsat eksistens bliver lang og hård og formentlig uden den statsstøtte, som erhvervet håber på. Men historien kan meget vel ende lykkeligt.

Han sagde det befriende direkte, svineproducent Niels Blem Sørensen, da denne avis' journalister aflagde visit på gården for nylig:

»Hvis samfundet vil af med os, skal det bare meldes klart ud. Så må vi indstille vores liv efter det.«

Heri ligger en stor del af sandheden om dansk landbrugs situation anno 2010.

Har det såkaldt primære erhverv - som ikke længere indtager en helt så primær position i Velfærdsdanmark - en berettigelse?

Besætning efter besætning balancerer på kanten af konkurs. Forgældet ud over alle grænser. Tynget af dalende indtægter, stigende omkostninger og konkurrenter, der producerer det hele for det halve. Trods al tale om det supereffektive og moderne produktionsapparat derude i stalde og på marker er dansk landbrug kort og godt på spanden. Og en betragtelig del af ovennævnte samfund synes aldeles ligeglad.

Og hvorfor egentlig ikke? Vi har jo hørt historien før. Fra tekstilindustrien. Fra møbelbranchen. Fra skibsværfterne.

Alle steder har den forbilledlige danske evne til automatisering og effektivitet været fremhævet som bolværket mod konkurrenter med billigere produktionsvilkår andre steder på kloden. Alle steder har årelange kampe for at bevare konkurrencekraften været forgæves. Penge taler et tydeligt sprog - og den, der tjener flest af dem, vinder som regel i længden. I dag er det meget få stykker tøj, der produceres i Danmark. Meget få møbler. Og med Lindø-værftets forestående lukning ingen skibe af nævneværdig tyngde.

Set i det lys er landbruget blot det seneste i rækken af traditionelle danske erhverv, der er i færd med at udtjene sin rolle, så hvad rager det i grunden alle os andre? I realiteten en hel del. Uden landbruget vil Danmark nemlig være et væsentligt fattigere land.

Vi taler altså om 150.000 arbejdspladser. Om eksportindtægter i nærheden af 60 mia. kr. årligt. Om et erhverv med den særlige danske dyd, at dets varer på verdensmarkedet opfattes som kvalitetsmæssigt overlegne og derfor trods alt fortsat kan sælges til højere priser, end de fleste udenlandske konkurrenter kan præstere.



Vel ville Danmark være fattigere uden sit landbrug. Men kendsgerningen er også, at bønderne i allerhøjeste grad selv bestemmer, om erhvervet har en fremtid herhjemme. Og det bliver ikke, som den højlydte klagesang i øjeblikket ellers indikerer, statskassen, der betaler gildet.

Allerede i dag modtager landbruget knap 10 mia. kr. årligt i statsstøtte. Det er helt forståeligt, at man i et erhverv, der er opflasket på alskens former for støtte, betragter disse indtægter som en integreret del af virksomhedens drift. Ikke desto mindre er en fortsat kamp på statskassernes størrelse reelt det værst tænkelige udgangspunkt for danske landmænds fremtidsmuligheder. I en verden, hvor konkurrenterne hedder Tyskland, Frankrig og USA, er det ikke så vanskeligt at konstatere, at Danmark ikke ligefrem har en konkurrencemæssig fordel i størrelsen af de respektive statskasser.

Løsningen på landbrugets aktuelle problemer er og bliver anderledes kompliceret - og smertefuld. Uden grundlæggende ændringer i bøndernes vilje til at styre uden om vild spekulation og bringe snusfornuften tilbage i bedriftøkonomien ser det sort ud. Og uden vilje til fortsat massive nedskæringer i udledning af kvælstof og svovl i naturen bliver udsigten helt umulig. Midt i en finanskrise- og klimatid er det unægteligt på kanten af det naive at forvente samfundets opbakning til yderligere miljøforurening og spekulation i jord- og råvarepriser frem for drift af et sundt, industrialiseret landbrug.

Mange landmænd vil i de kommende år konstatere, at de ikke er dygtige, store, heldige, effektive eller rige nok til at ride stormen af. Mange vil gå konkurs. Mange drømme om livet som selvstændig vil briste.

Tragisk for den enkelte. Men desværre også den medicin, dansk landbrug formentlig må tage for at lukke luften ud af de prisbobler, der har presset priserne på landbrugsjord op i et niveau, som driften aldrig bliver i stand til at forrente. Endnu en halvering i antallet af selvstændige landmænd som den, erhvervet har været igennem over de seneste 20 år, er næppe et usandsynligt udfald.

Den idylliske forestilling om den lille gård på landet synes at blive netop det - en forestilling uden større hold i en virkelighed, der vil være domineret af koncernlignende storlandbrug med filialer over det meste af landet. Perspektiverne i den udvikling er ikke så grelle endda. I bedste fald er de, at et nyt, endnu mere innovativt, miljøvenligt og konkurrencedygtigt dansk landbrug rejser sig af ruinerne.

Og så bliver det atter så dejligt derude på landet.

Læs også