En økonomi klædt i aske

Som en finale på sammenbruddet i den islandske økonomi sprænger en vulkan i luften og spreder aske over hele Europa. Landet står med den tunge opgave at genvinde omverdenens tillid og stille de rette til ansvar. En af dem er den tidligere digter, premierminister og nationalbankdirektør David Oddsson.

Tre dage før »den sorte rapport« eller »sandhedsrapporten« udkom, fløj David Oddsson ud af landet i forholdsvis stor hemmelighed. Ingen vidste i hvert fald, hvor han skulle hen, men man havde set ham i lufthavnen på vej ud.

Han anede nok, hvad der ville ramme ham. For hvis man skal rangordne hovedskurkene bag kollapset i den islandske banksektor, er David Oddsson med helt oppe på podiet.

Han var ikke kun Nationalbankdirektør under hele opløbet til krisen og ikke mindst under håndteringen af krisen. Det var også ham, der som premierminister frem til 2004 privatiserede den banksektor, der gik fuldstændig amok i en lånerus, ingen har set mage.

I den rapport, som i sidste uge beskrev hele den islandske bankkrise, bliver han beskyldt for »grov pligtforsømmelse« af en kommission, der vil lade andre om at vurdere, om han har forsømt så meget, at han skal straffes for det.

Han er ikke den eneste, der slet ikke passede sit arbejde under bankkrisen. Syv personer står på listen, herunder to med-direktører i nationalbanken, én finanstilsynsdirektør og tre ministre, herunder premierministeren.

Men David Oddsson bliver i Island betragtet som en af de store skurke. Måske også fordi han er kendt for at være en karismatisk mand med et ildspyende temperament.

Det fremgår tydeligt af et møde, gengivet i rapporten. Det er en rådgiver til premierministeren, der mødes med David Oddsson, og rådgiveren lufter en tvivl om det kloge i den plan, som David Oddsson har udtænkt, nemlig at man skal nationalisere en af de islandske banker, Glitnir. Den tvivl skulle han ikke have luftet.

»Premierministeren (Geir Haarde, red.) sidder bare der og ryster som espeløv og kan ikke træffe en beslutning. (…) Hvis ikke dette går igennem, vil jeg personligt gøre dit liv elendigt her i Island i resten af dine dage.«

David Oddsson fik sin vilje, og Glitnir blev nationaliseret, fordi den til sidst ikke kunne stå på egne ben. Det samme gjorde de to andre banker, Kaupthing og Landsbanki, i oktober 2008, da hele den finansielle sektor brød sammen under vægten fra en enorm gæld.

En af de allervigtigste pointer i rapporten er, at det slet ikke var nødvendigt, at det skulle komme så vidt. For nationalbanken havde i lang tid forinden fået masser af advarsler. Det samme havde centrale personer i regeringen, men ingen greb ind, og alle fralægger sig ethvert ansvar, også David Oddsson.

Men det holder ikke, ifølge rapporten. Centralbanken vidste allerede i efteråret 2007, at de tre store banker tog store lån, bl.a. i centralbanken selv og med sikkerhed i værdipapirer, der ikke kunne betragtes som sikre, fordi de bl.a. bestod af bankens egne aktier.

Samtidig havde bankerne i årevis øget deres udlån med ekstreme vækstrater. På syv år havde de 20-doblet deres størrelse. Ved udgangen af 2007 var bankerne ti gange så store som hele den islandske økonomis størrelse, målt som BNP.

Allerede i 2006 begynder de første analyser at dukke op om den islandske geyserøkonomi. Der er masser af snak om det besynderlige krydsejerskab mellem de islandske forretningsfolk og deres banker, og alle taler om, hvordan de dog kan få råd til alle disse opkøb.

Ifølge rapporten er det centralbankens opgave at følge med og skaffe sig de oplysninger fra bankerne, som kan fortælle det sande billede, men det gør centralbanken ikke, og bankernes egne regnskaber er ikke til at stole på.

I februar 2008 er David Oddsson i London sammen med en af sine meddirektører, og de mødes med nogle bankfolk og kreditvurderingsbureauer. Deres signal er letforståeligt: De islandske banker er i store vanskeligheder.

På den ene side tager David Oddsson hjem til Island og fortæller premierministeren, udenrigsministeren og finansministeren, at det ikke ser godt ud for de islandske banker. Det gør han flere gange, men der er meget få skriftlige mødereferater, og der bliver ikke udleveret meget skriftligt materiale i det hele taget.

Samtidig er der et temmelig anstrengt forhold mellem David Oddsson, som selv har været premierminister fra 1991 til 2004, og de forskellige ministre i regeringen, som han er politisk modstander af. Det gav ifølge rapporten en meget tydelig mistillid mellem de to flanker. F.eks. var der meget kølige følelser mellem David Oddsson og den daværende erhvervsminister Björgvin Sigurdsson, som havde netop bankerne som sit resort-område. Det kunne være en forklaring på, at bankernes minister ganske enkelt ikke bliver inviteret med til møderne i foråret 2008, hvor regeringen løbende bliver orienteret om bankkrisen.

Samtidig er der meget dårlig overensstemmelse mellem de advarsler, som David Oddsson videregiver til regeringen, og hvad han i øvrigt foretager sig.

Rapporten konkluderer, at der intet sker. Heller ikke fra regeringens side før til allersidst.

David Oddsson får også personlige advarsler fra direktøren for den Europæiske Centralbank, ECB, Jean-Claude Trichet. Efterhånden har den islandske finanssektor og centralbank påtaget sig stort set alle europæiske centralbankers vrede, og der er næsten lukket for kreditten.

Hverken i slutningen af 2007 eller 2008 er der nogen som helst sammenhæng mellem, hvad den islandske centralbank kan risikere at skulle garantere i den islandske banksektor, og hvad der er af finansielle reserver i kassen.

Af samme grund er den islandske krone styrtdykket i værdi.

Det ender som bekendt ikke godt.

I oktober brænder det hele sammen, og den islandske stat overtager de tre store banker i oktober 2008. De forretningsfolk, der reelt er skyldige i at have støvsuget bankerne indefra, er væk og har bosat sig i lande uden for Island.

Bankerne ligger stadig inde med værdier i form af ejendomme og ejerandele i virksomheder og udlånsporteføljer, men der går lang tid, før de kan veksles til kontanter. Lige før weekenden fik Island adgang til livgivende lån fra IMF, som giver landet tid til at vente med at realiserede værdierne.

Samtidig skal man så finde ud af, hvad man gør med alt det ansvar og al den skyld og al den forsømmelse, som skete under krisen.

De tre ministre ender efter alt at dømme i en særlig domstol for ministeransvar.

David Oddsson og hans følge vil formentlig blive undersøgt af en særlig anklager, som tager sig af embedsmænd og forretningsfolkene.

Der skal med andre ord ryddes ordentligt op. Islændingene skal genoprette en knust troværdighed med ét skridt ad gangen. Det første var at udskifte stort set hele galleriet af personer i spidsen for landet. Et andet er offentliggørelsen af rapporten, som i detaljer og uden omsvøb fortæller, hvad der foregik, og hver gjorde det.

Men i en rum tid er der øjensynligt en vis håneret for omverdenen, og den spruttende vulkan har givet ny næring til vittigheder på internettet.

»Den islandske økonomis sidste vilje var at få sin aske spredt over hele Europa.«

Læs også