Gavner kvindekvoter?

Norge har det allerede - kvoter for kvinder i store selskabers bestyrelser. Danmark kan blive et af de næste lande med kvinde-kvoter.

Kvoter. Hør blot ordet, og snart opstår den første association om en opsejlende konflikt.

Da torskekvoterne i sin tid blev indført, skabte det på det nærmeste opstandelse i de mindre fiskerlejer. CO2-kvoterne nød sidenhen heller ikke den største popularitet blandt industritunge virksomheder. I begge tilfælde har kvoterne imidlertid haft det ædle formål at gavne miljøet eller Moder Jord.

Men de kvoter, der kan skabe størst ophidselse, provokation, fortørnelse eller engagement netop nu, er snarere kvindekvoter. Og de påvirker endda hverken miljø eller klima.

Forleden fremsatte folketingspolitikere fra S, SF og R et forslag, der skulle pålægge regeringen gennem lovgivning bl.a. at gennemtvinge kvindekvoter for at få flere kvinder i ledelsen. At missionen er op ad bakke, så længe hverken DF eller regeringen støtter, er indlysende. Men kvote-temaet kan meget hurtigt blive hyperaktuelt, hvis regeringsmagten skifter farve.

Og det er langt fra kun i Danmark, at debatten raser. I Sverige har oppositionslederen lovet, at der kommer kvoter for kvinder i bestyrelser, hvis socialdemokraterne snupper regeringsmagten fra de borgerlige ved kommende valg. Den franske regering er på vej med et lignende initiativ, mens Holland og Island allerede har indført kvoter.

Heldigvis er indførslen af kvindekvoter ikke rent eksperimenterende grundforskning. Foregangslandet Norge har haft kønskvoter siden 2002 (hvor de blev indfaset gradvist). I begyndelsen på frivillig basis, men siden gennem en lov, da selskaberne ikke var »ambitiøse nok«.

Det har bl.a. givet mange danske kvindelige direktører og karrierefolk masser af vederlag og erfaring fra de norske bestyrelser. Det har givet ambitiøse karrierekvinder i mange andre lande blod på tanden for at opnå lignende vilkår eller privilegier, og det har selvfølgelig givet mange flere kvinder i de norske bestyrelser.

Men har det været en succes?

Et amerikansk forskerteams nyligt offentliggjorte undersøgelse søger at give svaret. Og det giver ikke kvote-bevægelsen vind i sejlene.

Forskerne (en kvinde og en mand i øvrigt) har undersøgt forholdet mellem værditilvæksten og tilvæksten af kvinder i bestyrelsen hos 130 store norske selskaber i perioden 2001 til 2007:

Da kvote-loven blev annonceret, tabte de norske selskaber i snit 2,6 pct. af markedsværdien. Men de firmaer, der ikke på daværende tidspunkt havde nogen kvinder i bestyrelsen, tabte 5 pct. af markedsværdien.

Og den negative udvikling fortsatte i takt med de kønsligt bestemte udskiftninger i bestyrelserne: I snit mistede selskaberne relativt 18 pct. af deres markedsværdi, når andelen af kvinder i bestyrelsen blev øget 10 pct.

Forskerne konkluderer, at nedgangen i selskabernes markedsværdi ikke skyldes, at flere kvinder kom ind i bestyrelsens, men at selskaberne indsatte mindre erfarne bestyrelsesfolk. Tilfældigvis var der et sammenfald.

De kvinder, der blev indsat i norske bestyrelser for at overholde loven, var nemlig langt mindre erfarne inden for topledelse end både deres mandlige bestyrelsesfæller og de kvinder, der kom ind i bestyrelserne, før den norske kvotelov blev effektueret.

Den undersøgelse er ét indspark i debatten. Et andet er mere skulderklappende for kvote-sagen: Ifølge den norske (kvindelige) leder af center for corporate diversity var modstandere af kvote-loven i Norge bange for, at internationale selskaber ville forlade den norske børs for at slippe for kønskvoterne, og at bestyrelserne ville blive udsat for et dræn af kompetencer og færdigheder, når erfarne og velkvalificerede mænd måtte give plads.

Men i 2009 var der faktisk flere internationale selskaber på den norske børs, ligesom det generelle uddannelsesniveau for bestyrelsesfolkene er steget, fordi de nye kvindelige bestyrelsesfolk generelt har længere uddannelser.

Hvorvidt en lignende udvikling var til stede i andre lande i samme periode, eller om udviklingen f.eks. skyldtes høje oliepriser i perioden, gav undersøgelsen dog ikke svar på.

Lad os lige tage et eksempel mere - denne gang fra 2007. En australsk kvindelig forsker undersøgte i næsten 2.000 amerikanske selskaber sammenhængen mellem deres økonomiske formåen og sammensætningen af mænd og kvinder i bestyrelserne i perioden 1996-2003.

Hun udtalte i et interview, at den oprindelige tese var, at det gavnede virksomhedernes bundlinje at øge andelen af kvinder i bestyrelserne. Konklusionen faldt dog stik modsat ud:

I veldrevne firmaer var overskudsgraden lavere, jo flere kvinder der var i bestyrelsen. Samme forsker nåede imidlertid også frem til, at kvinder oftere møder op til bestyrelsesmøder, og at mænd er mere tilbøjelige til at møde op til bestyrelsesmøder, hvor mange kvinder er repræsenteret.

En norsk (mandlig) forsker har givet kvotedebatten en anden vinkel. Han mener, at rige lande (her er Norge i den absolutte superliga) har muligheden for ikke kun at skele til cool cash, når debatten falder på kvoter. De kan simpelthen vedtage kønskvoter af politiske, lighedsdrevne årsager - ligesom Norge f.eks. også var foregangsland ved indfasningen af medarbejderrepræsentanter i store selskabers bestyrelser.

Og det - mener han - argumenterer de færreste mod i dag, selv om det måske ville være mere hensigtsmæssigt her og nu for virksomhedens bundlinje at have et par erfarne topledere på deres pladser i stedet.

Jævnligt dukker der undersøgelser eller optællinger op, der dokumenterer, at Danmark halter langt efter sammenlignelige lande, hvad angår andelen af kvinder i bestyrelserne og på selskabernes topposter. Det udlægges ofte som en fiasko eller fallit af kvotetilhængere. Samtidig er det dog også værd at huske på, at Danmark ofte af f.eks. World Economic Forums Global Competitiveness Report udråbes som et af de mest konkurrencedygtige lande at gøre forretning i.

Endnu er der ikke fremlagt håndfaste beviser for, at det gavner den økonomiske vækst at få påtvunget en særlig kønsfordeling i selskabernes bestyrelser eller topledelser. Samfundsdebattør og erhvervsmand Asger Aamund formåede engang at provokere hele den kvotehungrende del af seerne ved i et debatprogram på tv at slå fast, at Norge måske havde råd til kvindekvoter på grund af landets rige olieforekomster, men at en lignende luksus ikke gjaldt Danmark.

I virkeligheden handler debatten ikke så meget om tørre facts, som om principper og overbevisning.

Lad os prøve at forestille os og måske fortænke et par andre eksempler på kønskvoter. Kunne man forestille sig mandekvoter på traditionelt kvindedominerede uddannelser til f.eks. sygeplejerske eller pædagog? Eller på studier, hvor kvinderne nyligt har fået overtaget: F.eks. dyrlægestudiet, lægestudiet eller jurastudiet?

Kunne man forestille sig hospitaler eller vuggestuer pålagt en kvote for mandlige ansatte? Eller at advokatkontorer pålægges en mindstekvote for kvindelige partnere uanset hver enkelt jurists timeforbrug, omsætning og kundebog?

For hvad er egentlig forskellen?

Læs også