DI: Gør som efter 11. september

EU bør lade sig inspirere af hjælpepakken fra 2001, hvor EU-landene gav flybranchen millionstøtte efter terrorangrebet mod USA. Det mener DI. Dengang blev flybranchen verden over lammet, og det amerikanske luftrum var lukket i fire dage.



»Nu handler det om, at EU finder ud af, hvornår og hvordan flyene skal komme på vingerne igen. Vi skal sikre, at dansk luftfart ikke sakker bagud i forhold til de europæiske konkurrenter. Vi skal se på flyselskabernes omkostninger til eksempelvis start- og landingsafgifter og afgifter på brug af flykontrol,« siger Michael Svane, DI.

I 2001 godkendte EU-kommissionen en pakke med tidsbegrænset statsstøtte til de europæiske flyselskaber.

De dengang 15 EU-lande fik lov til at yde statsstøtte til flyselskabernes dækning af forhøjede sikkerhedsomkostninger i fly og lufthavne - som ekstra vagtpersonale og bedre kontrol med bagagen og passagerne. EU's medlemslande fik også lov til at betale kompensation for nogle af flyselskabernes tab, som direkte skyldtes de fire dage, hvor luftrummet over USA var lukket.

Et forbehold i aftalen var dog, at flyselskaber, som havde problemer allerede før den 11. september, ikke måtte udnytte pakken, mens daværende transportkommissær Loyola de Palacio understregede, at støtten ikke måtte kunne forvride EU's interne konkurrence eller svække de europæiske selskaber.

Den amerikanske regering ydede støtte på 120 mia. kr. til de amerikanske flyselskaber.

Læs også