GN på spidsen

GN vandt i den tyske højesteret over konkurrencemyndighederne i en sag fra 2006.


Kan salget af GN ReSound til schweiziske Sonova så gennemføres?

Nej. Det aftalte salg fra 2006 blev endeligt ophævet, da de tyske konkurrencemyndigheder i april 2007 sagde nej til, at GN måtte sælge ReSound til Sonova (der dengang hed Phonak). På det tidspunkt opgav Sonova købet.


Bliver GN ReSound nu sat til salg igen?

Nej. Salgsprocessen er sat i stå og vil ikke foreløbig blive løbet i gang igen. Selskabet skal fuldføre sin økonomiske turn around og hæve indtjeningen op i nærheden af Oticon (William Demant) og Sonova, før det sker igen.


Kan GN få erstatning for det mislykkede salg til 15,5 mia. kr. fra de tyske myndigheder?

Nej. Man kan ikke gøre krav gældende mod afgørelser fra konkurrencemyndighederne. Aktionærerne bliver nødt til at glæde sig over, at GN tog chancen og appellerede afgørelsen og vandt over myndighederne. Alene muligheden for et salg, var årsagen til gårsdagens stigning i kursen.


Kan GN's aktiekurs stige yderligere?

Ja. Dels vil der nu igen begynde at komme rygter om opkøb, og dels afventer GN stadig en afgørelse på en voldgiftssag i Wien, som potentielt kan give GN op til 6 mia. kr. Sagen er anlagt mod det polske teleselskab TPSA.


Kan GN's aktiekurs falde igen?

Ja. Hvis indtjeningen i både GN Netcom og GN ReSound ikke bliver ved med at vise fremgang og udfaldet af voldgiftssagen i Wien ender uden kompensation.



Læs også