Pundets vogter

Storbritanniens centralbankchef, Mervyn King, sænkede hurtigt renten, da recessionen truede for to år siden. Han har imidlertid udvist nogle træk, der ikke sømmer sig for gennemsigtighedens og stabilitetens vogter.

Det klogeste træk, som det britiske arbejderparti, Labour, foretog efter at være kommet til magten i 1997, var at lade centralbanken overtage den pengepolitiske styring. Det klogeste træk, som det konservative parti kunne tage, hvis det vinder valget den 6. maj, ville være at udskifte centralbankens ledelse.

Den 54-årige Michael Spencer - selfmade mangemillionær, kasserer hos de konservative og grundlægger af Icap Plc, som er verdens største værdipapirmægler - ville være en fremragende centralbankdirektør efter kreditkrisen.

Han kender pengemarkedernes hemmeligheder og er den rette, når det gælder opgaven at være med til at frakoble den respirator, der holder den globale økonomi i live i form af likviditet via centralbanken, uden at patienten får et tilbagefald.

Han opbyggede et finansforetagende - som ikke havde behov for statshjælp for at komme igennem kreditkrisen - med en markedsværdi på ca. 2,5 mia. pund (21 mia. kr.).

Hvis han blev centralbankdirektør, ville han bryde det forældede mønster at give udnævnte teoretikere hånd- og halsret over officielle rentesatser. Erhvervsfolk burde erstatte akademikere i beslutningsprocessen rundt omkring i verden.

Han har allerede bebudet, at han træder tilbage som partiets kasserer.

Og han har allerede udført noget af det nødvendige arbejde, som han skulle udføre mht. at skille sig af med sin aktiepost i Icap. Spencer rejste over 45 mio. pund til sig selv og sin familie ved at sælge 10,3 mio. aktier i januar. Herefter har Spencer-familien ca. 17,4 pct. af virksomheden.

Desuden er Spencer tilstrækkeligt barsk til at modstå enhver politisk indblanding i sine beslutninger, uanset hvor stærk hans tilknytning til de konservative er.

Han er tilpas stolt til at værdsætte den uafhængighed, som følger med stillingen, og for klog til at bringe embedet i miskredit.

Dermed være ikke sagt, at den nuværende centralbankchef, Mervyn King, har gjort det dårligt, siden han tiltrådte for næsten syv år siden. Han sænkede renten hurtigt, da recessionen truede, åbnede for pengestrømmen for at holde banksystemet flydende og købte stats- og virksomhedsobligationer.

Han har imidlertid udvist nogle træk, der ikke sømmer sig for gennemsigtighedens og stabilitetens vogter. Hans automatiske reaktion, da banken Northern Rock Plc, der især lånte til boligsektoren, kuldsejlede i 2008, var at søge at udvirke en hjælpeaktion i ubemærkethed. En sådan ville have holdt aktionærerne hen i uvidenhed. Det var en instinktiv reaktion, der kun blev sat en stopper for, fordi hans juridiske rådgivere sagde, at et sådant skridt ville være i modstrid med EU-bestemmelserne.

I oktober 2008, da truslen mod det globale finanssystem blev værre, fandt King en måde, hvorpå 62 mia. pund i ubemærkethed kunne kanaliseres til bankerne Royal Bank of Scotland Group Plc og HBOS Plc. Det var diskrete lån, der blev holdt hemmelige i over en måned.

Af større vigtighed for en ny regering er, at King har overtrådt den uskrevne lov om, at finanspolitikken er et anliggende for politikere. For et år siden sagde King, at Storbritanniens lånebehov betød, at »det ville være fornuftigt at træde varsomt mht. fortsat at benytte skøn, for så vidt angår at udvide omfanget af disse underskud«. Dagen efter undlod Storbritannien at sælge alle de statsobligationer, som var udbudt.

I marts hed det i referatet fra centralbankens møde om pengepolitikken, at »markedets bekymring mht. Storbritanniens finansielle stilling« kunne øge statens låneudgifter - det var en kommentar, som de konservative tog som bevis for, at Labour ikke kunne vises den tillid at styre økonomien.

Hvis David Cameron bliver valgt, kan det godt være, at han vil skille sig af med en potentielt omskiftelig centralbankchef. At skille sig af med en siddende centralbankchef er dog ikke så ligetil.

Ifølge reglerne er en centralbankchef urørlig, medmindre han ikke deltager i møder i bankens pengepolitiske udvalg i tre måneder, bliver erklæret konkurs eller er »ude af stand til eller uegnet til at varetage sine funktioner som medlem (af udvalget, red.)«. King blev genudnævnt til centralbankdirektør i 2008. En embedsperiode er fem år.

Den eneste gulerod, der kunne få King til at trække sig efter næsten 20 år i den britiske centralbank, ville være et mere indflydelsesrigt job. Da Ben Bernanke næppe trækker sig som direktør for den amerikanske centralbank, og da Den Europæiske Centralbanks chef, Jean-Claude Trichet, næppe er på vej noget sted hen, er den eneste institution, som vel kunne friste King, Banken for Internationale Betalinger (BIS), der ligger i Basel og fungerer som en slags centralbankernes centralbank. Ifølge de seneste meningsmålinger resulterer valget i maj enten i, at ingen af partierne får et klart flertal, eller at Camerons konservative bliver nødt til at regere med et ultraspinkelt flertal. Udsigten til det første fik pundet til at falde 6,5 pct. over for dollaren i januar kvartal. En nylig meningsmåling, der gav de konservative et større forspring, fik pundet til at rette sig 1,5 pct.

Uanset den nye regerings farve bliver dens vigtigste opgave at sikre, at udenlandske investorer i britiske statsobligationer fremdeles kan prise sig lykkelige over at undgå risikoen for at havne i en suppedas som den græske.

Det er en risiko, der ikke må overses i betragtning af den store sandsynlighed for, at et af kreditvurderingsselskaberne træder i karakter og berøver Storbritannien topratingen AAA efter valget.

At sætte en erhvervsmand i spidsen for Bank of England ville være en genistreg, der kunne matche Labours mod til at opgive kontrollen med renten. Spencer kunne sige nej. Ikke desto mindre burde Cameron overveje at bede ham sige ja.

Læs også