Fri bevægelighed for spillerne

Når en ung spiller rejser, kan fodboldklubber højst modtage erstatning svarende til deres udgifter til spillerens uddannelse.

Håbefulde unge fodboldspillere kan bindes til den klub, hvori de uddannes med krav om erstatning, hvis de rejser. Men EU-domstolen slår fast, at erstatningens størrelse ikke må overstige klubbens udgifter til spillerens gennemførte uddannelse.

Domstolens dom tog afsæt i en sag fra Frankrig, som bl.a. handlede om landets kollektive overenskomst for fodboldspillererhvervet - ”charte du football professionel pour la saison”.

I Chartret er bl.a. regler for såkaldte ”espoir”-spillere. Det er lovende unge spillere mellem 16 og 22 år, som ved tidsbestemte kontrakter ansættes som praktikanter i professionelle klubber. Af den for 1997 til 1998 gældende udgave af chartret fremgik, at uddannelsesklubben ved normalt ophør af en sådan kontrakt kunne kræve, at spilleren indgik kontrakt med klubben som professionel spiller.

Men hvad så hvis spilleren får et bedre tilbud? Der var ikke i chartret indeholdt bestemmelser om betaling af godtgørelse til klubben, hvis en spiller nægtede at underskrive kontrakt.

Derimod havde klubben på grundlag af fransk lov mulighed for at anlægge sag mod spilleren med henblik på at få erstatning. Efter fransk lov kan en kontrakt om tidsbegrænset ansættelse nemlig som udgangspunkt kun opsiges før tid, hvis der foreligger en alvorlig forseelse eller force majeure. Og hvis arbejdstageren siger op, uden dette er tilfældet, har arbejdsgiver ret til en erstatning svarende til den påførte skade.

Men samtidig indeholder EU-retten regler om arbejdskraftens frie bevægelighed. Ifølge reglerne er bestemmelser, som udelukker eller afholder en statsborger fra en medlemsstat fra at udøve sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, som udgangspunkt forbudte.

Konflikten er åbenlys. På den ene side er fodboldspillerne interesserede i at nå at tjene så meget som muligt i den begrænsede periode, en karriere som professionel varer og ønsker altså fri adgang til at tage ansættelse i den klub, der tilbyder de bedste vilkår - uanset i hvilket land. Omvendt er det forståeligt, at klubber, der investerer i at uddanne spillere, er trætte af, at ”deres” bedste talenter hugges af andre klubber. For små klubber, kan det handle om både økonomisk og sportslig overlevelse.

En nylig afgørelse fra EU-domstolen tager stilling til, hvordan disse tilsyneladende modsætninger spiller sammen.

I 1997 indgik Olivier Bernard en ”espoir”-kontrakt med Olympique Lyonnais for tre sæsoner. Før udløbet af kontrakten tilbød klubben Bernard en kontrakt som professionel, men han afslog at underskrive og indgik i stedet kontrakt med Newcastle UFC.

Da Olympique Lyonnais blev bekendt med dette, sagsøgte klubben Bernard og Newcastle UFC med et krav om erstatning på 53.357 euro - svarende til den årlige løn, som Bernard ville have modtaget i klubben.

Den franske domstol pålagde Bernard og Newcastle UFC i fællesskab at betale en erstatning på 22.867 euro, hvilket de appellerede.

Appelretten afviste kravet om erstatning med den begrundelse, at pligten til at indgå kontrakt med uddannelsesklubben reelt indebar et forbud mod at indgå kontrakt med en klub i en anden medlemsstat, og dermed udgjorde en tilsidesættelse af reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Dette appellerede Olympique Lyonnais, og appelretten valgte at bede EU-domstolen om hjælp til at fortolke EF-reglerne.

Olympique Lyonnais var af den opfattelse, at reglerne ikke udgjorde en hindring for spillerens bevægelsesfrihed, idet han - blot han betalte erstatning - frit kunne indgå kontrakt som professionel spiller med en klub i en anden medlemsstat.

Klubben gjorde også gældende, at bestemmelsen - og dermed erstatningspligten - under alle omstændigheder kan begrundes i behovet for at fremme rekruttering og uddannelse af unge spillere. Et synspunkt bl.a. den italienske og den engelske regering delte.

Newcastle UFC indtog det modsatte synspunkt og påpegede desuden, at erstatningen fastsættes efter vilkårlige kriterier.

EU-domstolen skulle altså tage stilling til, om en bestemmelse, hvorefter en spiller risikerer at blive idømt erstatning, hvis han indgår kontrakt som professionel i en udenlandsk klub i stedet for uddannelsesklubben, er en begrænsning af arbejdskraftens frie bevægelighed. Og hvis der er tale om en begrænsning, kan den så alligevel begrundes og tillades?

Domstolen bemærkede indledningsvist, at sportsudøvelse hører under EU-retten, når der er tale om økonomisk virksomhed, hvilket er tilfældet for hel- eller halvprofessionelle sportsudøvere, der får løn for deres arbejde.

EU-reglerne omfatter ikke alene egentlige retsakter men også andre former for regler, hvis formål er at give kollektive bestemmelser for lønarbejde, herunder charteret. Ellers vil der nemlig være risiko for uligheder ved anvendelsen af forbuddet.

Derpå konstaterede Domstolen, at der principielt er tale om en begrænsning af arbejdskraftens fri bevægelighed. Formålet hermed er nemlig at gøre det lettere for statsborgere i medlemsstater at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse af enhver art på hele unionens område. Og reglerne er til hinder for foranstaltninger, som kan skade borgerne, såfremt de ønsker at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse på en anden medlemsstat.

Nationale bestemmelser, som forhindrer eller afskrækker en statsborger fra at beskæftige sig i en anden medlemsstat, er en hindring for denne frihed.

Selvom risikoen for at blive erstatningspligtig ikke formelt hindrer en spiller i at skifte klub, kan denne risiko netop afholde spilleren fra at udøve sin ret til fri bevægelighed og udgør dermed en - som udgangspunkt forbudt - hindring.

Domstolen skulle herefter tage stilling til, om reglerne alligevel var acceptable.

Nationale foranstaltninger, der hindrer arbejdskraftens frie bevægelighed, kan nemlig tillades, såfremt de forfølger et lovligt formål, der er foreneligt med traktaten og opfylder forskellige yderligere betingelser: Reglerne skal anvendes uden forskelsbehandling, de skal være begrundet i tvingende samfundsmæssige hensyn og være egnede til at sikre virkeliggørelsen af formålet, og endeligt må de ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå formålet.

Domstolen påpegede, at det tidligere er fastslået i retspraksis, at i betragtning af den vigtige sociale rolle, som sport, og navnlig fodbold, har i Unionen, er målet om at fremme unge spilleres ansættelse og videreuddannelse et legitimt mål.

En erstatningsordning kan principielt begrundes i dette mål og være egnet til at nå målet. For uden udsigten til godtgørelse for afholdte uddannelsesomkostninger vil mange klubber måske holde sig fra at investere i uddannelsen af unge spillere.

Men hvad angik den konkrete ordning, hvor erstatning ikke fastsættes i forhold til uddannelsesklubbens udgifter, men derimod i forhold til den skade klubben har lidt, vendte Domstolen tommelen nedad. En sådan erstatning går nemlig videre end nødvendigt.

Ordningen kan altså kun accepteres, hvis erstatningen alene fastsættes i forhold til de reelle udgifter til uddannelsen.

Også efter FIFA's regler ydes godtgørelse til den eller de klubber, hvori en spiller har modtaget sin uddannelse. Det gælder, når spilleren indgår sin første kontrakt som professionel, og efterfølgende hver gang han overføres som professionel spiller indtil udgangen af sæsonen i hans 23. fødselsår.

Læs også