Den græske syge

Bag Grækenlands svulmende underskud på statsbudgettet ligger mange års accept af korruption som et led i tilværelsen. Andre lande gør klogt i at se på deres egne store underskud

Savannah Det er fortsat uklart, hvordan og hvornår den græske gældskrise vil blive løst. En krise, der har sat euroen under et voksende pres og rejst ubehagelige spørgsmål om euro-zonens evne til at sikre en ansvarlig finanspolitik.

Med en anmodning om at indlede samtaler med Den Internationale Valutafond, IMF, og Den Europæiske Centralbank synes den græske regering dog at erkende, at man ikke kan klare problemet på egen hånd ved at optage nye lån på det frie marked.

Samtalerne, der skulle have været indledt tidligere på ugen, blev forsinket af askeskyen, og der kan gå nogen tid, inden betingelserne for at yde lån over flere år på favorable vilkår kan fastlægges. Den græske regering fastholder, at den stadig ikke har bedt om en sådan nødhjælp, og at den vil forsøge at klare sig gennem krisen ved at optage kommercielle lån.

Efter længere tids tøven fik euro-zonens finansministre sammenstrikket en hjælpepakke, der ventes at kunne skaffe grækerne op mod 30 mia. dollars i år og endnu nogle milliarder i de kommende år. Målet er at give regeringen i Athen tid til at nedbringe det underskud på statsbudgettet, der i år når over 12 pct. i forhold til de højest 3 pct., som deltagelse i den fælles valuta kræver.

IMF kan supplere disse lån med yderligere milliarder, men det forudsætter, at der skabes enighed om betingelserne, hvilket i denne sag vil sige drakoniske besparelser på statens budget og dermed et kraftigt fald i den samlede produktion og hele nationens velstand.

For grækerne vil det åbne mulighed for at få de væsentligt billigere lån, men håndsrækningen fra IMF vil ikke kun være en ydmygelse for dem, men for alle de lande, der har euroen som valuta. Det til trods for, at den græske økonomi kun udgør en forsvindende lille del af unionens samlede produktion.

Lån kan bringe premierminister George Papandreou og hans regering gennem krisen, men de bringer ikke nogen løsning på landets grundlæggende problem. Det er, som premierministeren selv har fastslået, en systematisk korruption.

Da Papandreou kom til magten sidste år, lovede han at forandre et system, hvor mange opfatter staten som en eller anden selvbetjeningskasse. Hvor det er en heltegerning at snyde i skat, mens de enkelte, der følger reglerne, betragtes som naive landsbytosser.

Hvor stort et omfang korruptionen har fået i et land, der nu for mange år siden blev lukket ind i det pæne europæiske selskab, fremgår af en ny undersøgelse, som den højt anerkendte Washington-tænketank Brookings har gennemført.

Når det gælder om at forhindre korruption, indtager Grækenland er suveræn sidsteplads mellem de 16 euro lande. Det kan ikke være nogen overraskelse. At korruptionen her er lige så omfattende som i de nye medlemslande Rumænien og Bulgarien, må derimod chokere.

Ifølge Brookings må grækerne betale ”ekstra” for alt fra kørekort til større operationer på hospitalet. Hver syvende græske familie måtte sidste år ryste op med disse bidrag, og i gennemsnit løb de op i mere end 9.000 kroner.

Det er dog i den aktuelle krise ikke den alvorligste konsekvens af den omfattende korruption. I et land, hvor det bort set fra nogle få tusinde lykkes alle at holde deres indtægt under 100.000 euro grænsen, ligger skatteindtægterne langt under det nødvendige.

Tænketankens eksperter har regnet sig frem til, at Grækenland slet ikke ville have haft noget underskud på statsbudgettet, hvis den offentlige sektor havde været lige så velfungerende, som den eksempelvis er i de skandinaviske lande, hvor vi går ud fra, at korruption er et ukendt problem.

Selv med blot et rimeligt greb om skattekontrollen kunne Athen-regeringens underskud være bragt ned på noget, der blot var en anelse over de grænser, som gælder for alle deltagere i euro. En vurdering, der bekræftes af andre undersøgelser, som når frem til, at en fjerdedel af skatterne aldrig bliver betalt.

Sådanne undersøgelser bekræfter, at Papandreou og hans regering står over for en gigantisk opgave, hvis statens underskud som lovet skal være bragt ned allerede i 2013. Der skal ikke kun spares, men der skal også skabes en ny mentalitet hos alle, der giver, og alle, der modtager bestikkelse.

Nu kan det nok hævdes, at disse problemer i nogen grad er selvforskyldte. Måske ikke af den nuværende regering, men af forgængere.

Deltagere i tidligere europæiske topmøder husker kun alt for godt, hvordan de gang på gang blev trukket i langdrag af græske regeringschefer, der afpressede kollegerne endnu nogle milliarder i støtte, inden der blev skrevet under på sluterklæringer.

Hvis regeringschefer kan opføre sig på den måde, så behøver vi andre vel heller ikke at fastholde skrevne og uskrevne regler, kan have været en logisk konklusion for mange grækere.

Med et lettelsens suk konstateres det, at Grækenland er et særtilfælde i EU. Krisen må imidlertid ses som en skarp advarsel til andre lande med budgetproblemer. De gør klogt i at gennemføre indgreb for at holde deres underskud inden for rimelige rammer, selv om indgrebene måtte blive ubehagelige.

I denne omgang blev krisen holdt i Grækenland, også selv om IMF ender med at give en håndsrækning. Der er imidlertid ingen garanti for, at det går så godt, hvis Grækenland svigter sin opgave og senere kommer under nyt pres.

Læs også