TDC-salg sendt til tælling

TDC stod til at indkassere mindst 20 mia. kr. på salget af datterselskabet Sunrise. Nu går salgsplanerne en uvis fremtid i møde. Konkurrencemyndighederne siger nej.

TDC-toppen er tydeligt rystet, efter at de schweiziske konkurrencemyndigheder i går spændte ben for TDC's salg af datterselskabet Sunrise til France Telecom.

Salget ville have sikret TDC og ejerne, fem udenlandske kapitalfonde, mindst 20,1 mia. kr. Nu ved ingen, om salget overhovedet kan gennemføres.

»Nu vil vi sætte os ned sammen med France Telecom og se på, hvad der er af

muligheder,« siger Nicolaj Due, kommunikationsdirektør i TDC.

Han er yderst fåmælt om sagen. Måske fordi salget af Sunrise var den sidste knast, som kapitalfondene skulle have ryddet af vejen for at krone fire års ejerskab af Danmarks største teleselskab med en tocifret milliardgevinst.

To dage før meddelelsen om Sunrise-salget i november sidste år overraskede kapitalfondene markedet med en meddelelse om, at man vurderer »de strategiske alternativer for selskabet.« Ifølge finansanalytikere det tætteste man kommer på et direkte salgsskilt på TDC-forretningen.

Siden har spekulationerne kredset omkring et helt eller delvist salg af fondenes aktiepost på 87,9 pct. via Københavns Fondsbørs. Forventningen i branchen har dog været, at der ikke ville komme en konkret melding om børsnoteringen før tidligst efter afslutningen på Sunrise-salget.

Forrige uge jublede TDC-toppen, da handlen var i hus. I dag forsøger TDC-toppen at nedtone, at de schweiziske myndigheder med et enkelt hug har spændt ben for alle fondenes planer med den danske telekæmpe.

TDC tager det roligt


..

Læs også